Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Bedste Merete er Nikolines hjertesag

Efter Nikolines bedstemor har fået pacemaker, har hun fået øjnene op for Meretes skrøbelighed. - Så er det jo MIG, der er den voksne og lige pludselig skal hjælpe, siger hun.

Nikolines Bedste Bedste, 73-årige Merete, døjer med hjertet og har nu fået en pacemaker. Det har fået Nikolines øjne op for Meretes skrøbelighed.

25-årige Nikoline Hvidberg Brix kigger ofte forbi sin Bedstemor Merete, der bor på Havnefronten i Nørresundby. Så spiser de morgenbrød sammen og får lige vendt sidste nyt. Nikoline er Bedstemor Meretes første barnebarn og de to har altid haft et særligt bånd imellem sig. Merete besøgte ofte Nikolines i dagevis, da hun voksede op og gav hende fuld støtte og opmærksomhed. I dag er billedet lidt omvendt:

- Så er det jo MIG, der er den voksne og lige pludselig skal hjælpe. Nu er det mig, der er fundamentet, siger Nikoline, der gerne ledsager gerne sin Bedstemor til undersøgelser på sygehuset

Nu er det fandme min tur: Nu skal jeg køre. Nu skal jeg hente. Nu skal jeg vente. Fordi det har hun gjort for mig.

Nikoline, 25 år

De sociale medier

73-årige Merete følger stadig meget med i Nikolines liv bl.a.via de sociale medier. Nikoline har lært hende at bruge facebook og andre apps. Men ellers kan Merete også holde sig ajour med Nikolines gøren og færden på nettet, hvor Nikoline som "JustNikoline.dk" er en kendt blogger med op til 100.000 følgere: En helt ny blogger-verden, som Merete lige skulle vænne sig til. Hun havde nemlig allerede set Nikoline i rollen som sygeplejerske:

- Det kunne jeg godt have tænkt mig, hun skulle have været. Men hun skulle jo selv bestemme, siger Merete, der i dag er stolt af sit barnebarns succes som blogger,  iværksætter og kendt ansigt.

Hun skal gøre, hvad hun føler. Og følge sit hjerte. Hvis det er det, hun gerne vil, så skal hun gøre det

Merete, 73 år

Fælles interesse for mode

På JustNikoline.dk-bloggen skriver Nikoline ofte om moden og netop her kan Bedstemor Merete sagtens følge med i Nikolines verden. De to har altid elsket tøj og hatte, så de kan godt finde på at klæde sig ud og hygge sig med det.

Neiii, er det din Bedstemor?! Hun er godt nok pæn! Så har jeg altid sagt: det skal jeg også være, når jeg bliver i den alder 

Nikoline, 25 år

- Hun er bare så ungdommelig og jeg tror, det er derfor vi connecter så godt, som vi gør. Altså hun er med på moden, og hun elsker farver og hygge. Og der er sgu ikke noget gammelt over hende. Det er der ikke. Altså hun er med i det program her! Det synes jeg er sprælsk nok for en ældre, hvor de hellere sådan tænker: NEJ! Det skal vi ikke have noget med at gøre. Men altså, hun var så rørt! Og det fortalte bare, at hun virkelig gerne vil være med til ligesom at udvikle sig selv, fortæller Nikoline.

Kærestesorg

25-årige Nikoline og 73-årige Bedstemorkan tale om sammen om ALT - incl. kærestesorger. Også Meretes!

- Så synes jeg bare det er så fedt, hun kan snakke om kærester og fortælle. Selv i en alder på 74 år, så kan man have kæresteproblemer. Det viser bare mig: jamen, der er stadigvæk  - den dør sgu ikke, når jeg bliver ældre. Det kan være ligeså godt, som når jeg er gammel. så det er igen en rollemodel. Altså at der er LIV, selv om man går på pension. lyder det fra en lettet Nikoline.

Intet varer evigt

I Nikolines familie er man vant til at snakke åbent om alt. Også døden og hvem der skal arve hvad. Men frem for alt om at huske at nyde livet og hinanden, mens vi har det. Intet varer jo evigt:

- Jeg tænker da på det hver dag. Det gør jeg. Og specielt når jeg har så travlt, som jeg har det nu. Så er det ikke altid man lige får snakket sammen. Og så kan jeg godt på et tidspunkt lige sætte mig og tænke: SHIT, Nikoline! NU skal du måske lige ringe til hende og høre, hvordan hun har det.

- Det har også lært hende at prioritere. At gøre det nu, hvor vi ved, vi kan! Fremfor vi venter til om to år eller om fem år, siger Nikolines mor, Merete Hvidberg Brix, der glæder sig over at hendes mor og datter har et særligt bånd. Også selv om det engang imellem føles, som om hun selv holdes udenfor.

Du kan også se tidligere programmer i serien BEDSTE BEDSTE HER

-


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.