Foto: Kim Haugaard / Ritzau Scanpix

Beruset 29-årig kastede med potteplanter i halvhjertet indbrudsforsøg

En 29-årig mand blev natten til onsdag taget i at forsøge at knuse ruder med potteplanter på Finsensvej i Aalborg.

En 29-årig mand havde muligvis fået lige rigeligt inden for vesten under en tur i Jomfru Ane Gade i Aalborg natten til onsdag. Han havde i hvert fald fået så meget, at han i sin brandert kastede sig ud i det, Nordjyllands Politi betegner som et "særdeles ukvalificeret forsøg på indbrud".

Det oplyser vagtchef ved politiet, Jess Falberg.

Indbrudsforsøget skete ved en villa på Finsensvej i Aalborg mellem klokken 2 og klokken 3 natten til onsdag.

- Den unge mand forsøgte at knuse flere ruder i huset ved at kaste potteplanter igennem dem. Men det lykkedes ikke rigtig for ham, og han var så længe om det, at beboerne vågnede og tilkaldte politiet. Og da patruljen nåede frem, var han stadig i gang, siger Jess Falberg.

Da manden opdagede politiet, forsøgte han at stikke af. Han blev dog indhentet 100 meter nede af vejen og taget med til afhøring og afrusning på politistationen.

Ifølge vagtchef Jess Falberg vil han blive sigtet for forsøg på indbrud, men løsladt igen efter endt afhøring.