Bil brød i brand ved Limfjordstunnelen

Endnu en ulykke fandt søndag sted ved Limfjordstunnelen, da en bil brød i brand og måtte holde ind til siden.

Limfjordstunnelen har nået at lægge sted til to ulykker i løbet af søndagen. Til aften brød en kørende bil pludselig i brand og måtte holde ind til siden. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.

Bilen kørte på motorvejen i nordgående retning og nåede lige ud af tunnelen, inden den måtte holde ind til siden.

Herefter rykkede brandvæsenet hurtigt ud og fik slukket flammerne.

- Heldigvis var der ikke særlig meget trafik, så det gav ikke de store problemer, siger Per Jørgensen.

Nordjyllands Politi kender ikke noget til brandens årsag, men fortæller, at der ikke blev tilkaldt nogen ambulance, og at der ikke var nogen, der kom til skade. Bilen er heller ikke til gene for trafikken. 

Det er den anden ulykke, der har fundet sted på motorvejen nær Limfjordstunnelen søndag. Omkring middag kørte tre biler sammen i et harmoniksammenstød i sydgående retning. Her var der dog heller ingen tilskadekomne. 


Seneste nyt

fra Nordjylland