Biltyve slog til i Aalborg

Et par biltyve måtte tage benene på nakken, da de onsdag aften blev opdaget i færd med at stjæle hjulene på en Mercedes i Aalborg.

To tyve med hang til fælge tænker sig om en ekstra gang, inden de går på bilrov i Aalborg igen. 

De blev nemlig taget på fersk gerning af en borger, da de var i færd med at røve en Mercedes, der var parkeret på Europa Plads omkring klokken 21.50 onsdag aften. 

Det skriver Nordjyllands Politi i sin døgnrapport torsdag. 

Tyvene var ellers begyndt at klodse bilen op med sten, ligesom alle hjulboltene var blevet fjernet, og ét af hjulene var blevet hevet af. 

Efter tyvene var blevet spottet, hoppede de hurtigt ind i en sølvgrå Opel Meriva varebil og stak af fra gerningsstedet. 

Borgeren kontaktede straks politiet, der sendte flere patruljer ud i området for at lede efter varebilen - dog uden held. 


Seneste nyt

fra Nordjylland