Biografen som klasseværelse

The Why Foundation har i samarbejde med Nordisk Film inviteret Aalborg Kommunes udskolingsklasser en tur i biografen til en anderledes skoledag, hvor borde og skolebøger blev skiftet ud med biografsæder og dokumentarfilm.

Tirsdag 27. oktober fik nogle af Aalborg Kommunes udskolingsklasser en anderledes skoledag, end de plejer. Her var de tunge skolebøger byttet ud med en dokumentar om kvindelig omskæring og rettigheder.

The Why Foundation arbejder til daglig med børn- og menneskerettigheder generelt. De arbejder på at sprede budskabet, og oplyse borgere i hele verden om lov og ret. 

En del af organisationen er ASK WHY? Docs, der, gennem dokumentarfilm, sætter fokus på forskellige emner og problematikker. Det var denne organisation der, sammen med Nordisk Film, kunne invitere Aalborg Kommunes unge en tur i biografen.

quote Der er rigtig mange mennesker der ikke ved, hvad man gerne må sige ja, og hvad man gerne må sige nej til.

Christina Søs Eng, antropolog hos The Why Foundation

Ifølge Christina Søs Eng, antropolog hos The Why Foundation, er dette en vigtig dagsorden at sætte på skoleskemaet, da det handler om menneskerettigheder.

- Børn har rettigheder uanset hvor de befinder sig i verden, og det skal de oplyses omkring. Der er rigtig mange mennesker der ikke ved, hvad man gerne må sige ja, og hvad man gerne må sige nej til.

Om ASK WHY? Docs

ASK WHY? Docs drives af THE WHY Foundation, en uafhængig, non-profit organisation, der sætter en national og international dagsorden via faktuelle film, og bringer humanitære problematikker ind i den offentlige debat.

Kilde: The Why Foundation

En tankevækkende skoledag

Filmen der blev vist for eleverne omhandlede kvindelig omskæring. 

- I sæsonens første film, ”På Vegne Af Din Datter” af Giselle Portenier, følger vi en gruppe piger fra Tanzania, der skal træffe den sværeste beslutning i deres unge liv: At underlægge sig kvindelig omskæring og blive gift bort. Eller flygte og måske aldrig se deres familie igen – og endda risikere at blive dræbt. Pigerne er helt ned til otte år. Med livet som indsats giver kvinden Rhobi Samwelly disse piger et tilflugtssted i sit SafeHouse. En film om mod og håb, skriver Merete Monberg, Projektleder for arrangementet i en pressemeddelelse.

Og for eleverne fra 8.a på Kongerslev Skole, er der ingen tvivl om, at den anderledes skoledag har sat tanker i gang.

- Man tænker meget over, om det også er noget, der sker i Danmark, for det er ikke lige noget man hører om. Det ser virkelig voldsomt ud, lyder det fra Emilie Søndergaard.

Klassekammeraten Josefine Pedersen tilføjer, at hun er chokeret over, at sådanne ting finder sted.

- Jeg synes virkelig ikke, at det er i orden at omskære piger, og de skal have lov til at leve som de vil. Det kan ikke passe at de skal gå og være utrygge ved deres krop, bare fordi, de er blevet omskåret.

Se videoen nedenfor, hvor to af eleverne og en af arrangørerne fortæller om arrangementet, og hvorfor det er et vigtigt emne at sætte på dagsordenen. 

 

Seneste nyt

fra Nordjylland