Bjørneklo skal nu bekæmpes i hele Aalborg Kommune

Den giftige plante er ude af kontrol i Aalborg. Det erkender kommunen, der nu vil skærpe sin indsats. Men borgerne tror ikke på kommunens plan.

Den giftige plante bjørneklo har bredt sig voldsomt og er ude af kontrol i Aalborg. Det erkender kommunen, der nu vil skærpe sin indsats mod den forhadte plante. Men mange borgere tror ikke på at kommunens nye plan bliver en succes.

Ane-Marie Alting er mest tryg ved at gå tur med sine dagplejebørn om vinteren ved kridtgraven i Aalborg. På det her tidspunkt er skoven af bjørneklo op ad stierne nemlig visnet. Hun mener kommunens bekæmpelse er for ringe.Den giftige plante bjørneklo har bredt sig voldsomt og er ude af kontrol i Aalborg. Det erkender kommunen, der nu vil skærpe sin indsats mod den forhadte plante. Men mange borgere tror ikke på at kommunens nye plan bliver en succes.

- Hernede ved Kridtgraven kunne de godt være lidt flinkere til at skære dem ned. Nogen gange hænger de ud over stierne, og jeg har jo nogle dagplejebørn, der kan komme til at gå ind i dem, og det kan give udslæt, siger den private dagplejer Ane-Marie Alting.

Indtil nu er bjørneklo kun blevet konsekvent bekæmpet i to udvalgte områder i Aalborg Kommune, men fremover får både kommunen og private grundejere pligt til bekæmpe planten overalt.

- Kommunen har en opgave, men de private lodsejere har også en opgave i at være behjælpelige i få fjernet bjørneklo, siger stadsgartner i Aalborg Kommune, Kirsten Lund Andersen.

Aalborg Kommune bruger årligt 700.000 kroner på bekæmpelsen. Selvom medarbejderne nu skal til at bekæmpe bjørneklo i hele kommunen, så får området ikke tilført flere ressourcer, og derfor tror mange borgere ikke på at bekæmpelsen bliver en succes.

- De skal have nogle flere penge. De kan bruge de penge der ikke skal bruges til letbanen alligevel, foreslår Ane- Marie Alting.

Bjørneklo spreder sig hurtigt og fortrænger andre planter. Alligevel har man besluttet politisk at man ikke vil bruge pesticider i bekæmpelsen på kommunens arealer. Pesticider har ellers vist sig at være en effektiv bekæmpelse i Mariagerfjord Kommune. Ved Vesterfjord i Hobro har man fået helt bugt med planten ved at pensle med roundup.

- Er i ikke bange for at roundup havner i grundvandet? Det er vi ikke når vi bruger det på den måde vi bruger det på. Selvfølgelig er det kontroversielt at bruge pesticider, men det er bare den bedste løsning i forhold til bekæmpelse af bjørneklo, siger Karen Glerup, driftsplanlægger for grønne områder i Mariagerfjord Kommune.

I Aalborg er ambitionen at situationen ikke bliver værre, end den er nu.

- Jeg håber meget på vi kan se vi i første omgang får lavet status quo, at det ikke udvikler sig voldsomt meget mere, siger stadsgartner Kirsten Lund Andersen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland