Bladt-medarbejdere nedlægger arbejdet
Foto: Arkiv.
Medarbejderne hos Bladt Industries A/S har nedlagt arbejdet.
Medarbejderne på Bladt Industries A/S har nedlagt arbejdet mandag morgen. De protesterer mod virksomhedens lønpolitik.
Medarbejderne på Bladt Industries A/S i Aalborg er mandag morgen gået i hjem, fordi de er utilfredse med lønnen.
Ifølge TV2 Nords oplysninger har medarbejderne ikke fået lønforhøjelse de sidste fem-seks år, og Bladt Industries skulle have tilbudt medarbejderne endnu en nul-løsning uden mere i lønningsposen.
Bladt Industries kom ud af 2016 med et overskud på 162 millioner kroner på den primære drift ud af en omsætning på knap 3,5 milliarder.
- Det her handler om kroner og øre, og de timelønnede medarbejdere på morgenholdet er gået hjem. Vi får se, hvad middagsholdet gør, siger formand for Metal Aalborg, Jan Gregersen, der har 190 medlemmer ansat på Bladt.
Bladt Industries A/S har 638 ansatte, og medarbejderne mødes igen tirsdag morgen klokken syv for at drøfte situationen.
Bladt Industries oplyser til TV2 Nord, at de anser arbejdsnedlæggelsen som overenskomststridig og forventer, at medarbejderne går i arbejde øjeblikkeligt.