Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Blind dates med bøger giver læselyst: - Det er bare sjovt

Sophia Hallund Laursen, Sophia Alessandra Andersen og Agnes Skrøder Rimestad fra 3.a lærer nye bøger at kende til Valentinsdag på Klostermarksskolens bibliotek.

På Klostermarksskolen i Aalborg fejrer man i dag på Valentinesdag kærligheden til bøger. Målet er at styrke elevernes interesse i at læse.

Han er mystisk og spændende, og du glæder dig til at lære ham at kende. Hvem ved, måske er han også sjov og underholdende, så tiden mellem jer flyver afsted.

Kærlighed har mange ansigter, og på Klostermarksskolen i Aalborg fejrer man i dagene omkring Valentinsdag kærligheden til det boglige univers.

Her har man forvandlet skolebiblioteket til en drømmende kærlighedshule med blind date og speed dating. Vælger en elev at gå på en blind date – med en bog, naturligvis – vælger hun en af de indpakkede bøger uden at vide, om det er en krimi, faktabog eller kærlighedsnovelle, hun har taget ned fra hylden.

Blind date-bøger giver mig muligheden for at give en chance til en bog, som jeg måske ellers ikke ville have valgt

Rebecca, 9.a

Skal give det en chance

Kun klistermærket med en simpel titel udenpå afslører en anelse om indholdet – for eksempel ”Mine forældre er skilt – har vi det til fælles?” eller ”Jeg er frisk på en date – er du?”

- Eleven forpligter sig så til at lære bogen bedre at kende ved at læse i den i en halv time, før han eller hun må lægge den væk og måske sige, at det ikke var noget alligevel, fortæller skolebibliotekaren bag projektet, Anja Beltoft.

- På samme måde, som når man er på date, så skal man give den anden en chance og lære ham eller hende at kende

Alma Bruntse og Frida Krogh fra 9.c viser deres yndlingsbøger frem.
Selv børnene i 0. klasse er vilde med konceptet - her er det Bjørn Kjær Bihlet.

Læs ét digt i minuttet

Vælger man at gå på speed dating i det boglige univers på Klostermarksskolens bibliotek, foregår det ved, at man læser ét kærlighedsdigt på ét minut og dernæst rykker videre til næste digt.

På kort tid er man blevet præsenteret for en række nye digte, man måske ellers ikke ville have fået øjnene op for.

Det nok største hit blandt de ældste elever er bibliotekets photo booth. Her kan de få taget et billede sammen med veninderne - og yndlingsbogen.

- Her mærker vi virkelig begejstringen for at tage selfies, lyder det fra Anja Beltoft.

Her ses Klostermarksskolens photo boot på bibiloteket i anledningen af Valentinsdag.

Kender Valentinsdag fra USA

Projektet er målrettet eleverne i 4. til 9. klasse. Især eleverne i de ældste klasser har taget Valentinsdag til sig fra amerikanske film og serier.

- Jeg synes, det er et godt initiativ at organisere de her blind dates. Jeg vil gerne støtte det, for det er bare sjovt, siger Anna Karina fra 9.a.

Og netop de hemmelige bøger sikrer, at eleverne udvider deres horisont.

- Blind date-bøger giver mig muligheden for at give en chance til en bog, som jeg måske ellers ikke ville have valgt, siger Rebecca fra 9.a.

På Valentinsdag kan eleverne lære nye bøger at kende - de skal læse i hver bog i en halv time, før de må beslutte sig for, om kærligheden skal holde, og bogen skal læses færdig.

Det boglige kærlighedsunivers fylder Klostermarksskolens biblioteket i uge seks og syv. Og det er allerede blevet et hit i samtlige klasser.

- Mange af bøgerne er allerede væk - de blev revet væk på halvandet døgn. Eleverne elsker jo Valentinsdag, og de sluger hele dét univers råt, fordi de er vokset op med det, fortæller Anja Beltoft. 

- Og så synes de, det er sjovt, at vi har pyntet biblioteket sådan op, så det ikke ligner sig selv.

At blive en dygtig læser er vigtigt for at kunne kommunikere med andre og forstå den verden, vi lever i.

Anja Beltoft, bibliotekar, Klostermarksskolen

Bøger giver empati

Bag al pynten og de flotte farver ligger der en vigtigere lektie, bibliotekarerne gerne vil give eleverne med i livets rygsæk.

- Vi vil gerne give dem lyst til at læse – og blive ved med at læse bøger gennem hele livet. Det er vores fornemmeste opgave. At blive en dygtig læser er vigtigt for at kunne kommunikere med andre og forstå den verden, vi lever i – og for at kunne sætte sig ind i, hvordan andre har det, fortæller bibliotekaren bag projektet.

- Derfor håber vi jo på at få skabt en forbindelse, så de forbinder bøger med noget positivt. Derfor bruger vi altid højtiderne – og Valentinsdag – til at gøre noget særligt og få skabt den forbindelse, siger hun.

Indgangen til biblioteket er fint pyntet op i uge seks og syv.

Spændende bøger

Og dét mål ser ud til at lykkes, når man spørger de unge selv.

- Min bog er meget spændende, man får lov til at leve sig ind i andres liv. Der er også kærlighed med i bogen. Og så elsker jeg, at man kan få taget et billede med sine veninder, siger Sophia.

- Ja, det er fedt med inspiration til bøger. Jeg har valgt bogen Anna Banana, fordi den er spændende, lyder det fra Agnes.

Projektet varer til og med uge syv. Kærligheden til bøger varer forhåbentlig hele livet.


Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Prisen slår rekord - det bliver endnu dyrere end det var under energikrisen.

Torsdag når elprisen højere op end den var under energikrisen i 2022.

Prisen peaker mellem klokken 17.00 og 18.00, hvor prisen kommer til at ramme 6,98 øre/kWh - og det er uden afgift og moms. Når det lægges oven i bliver prisen omtrent 10 kroner mer kWh.

Så meget koster det

  • En omgang tørring i tumbleren: Cirka 46,53 kroner for en gennemsnitlig tumbler.

  • En times brug af ovnen: Cirka 25,85 kroner for en gennemsnitlig ovn.

  • En vask i en ikke alt for gammel vaskemaskine: Cirka 7,2 kroner.

  • En opvask i opvaskemaskinen: Cirka 9,8 kroner

Priserne i beregningen her er med afgift og moms, og kommer fra selskabet N1. Prisen bliver 10,34 når det er dyrest.

- Lige nu er der næsten ingen vind over Europa, samtidig er det både mørkt og koldt, og vi bruger derfor meget energi. Det er dog også vigtigt at sige, at vi ikke er samme sted som under energikrisen, det er en uheldig kombination af lav produktion af vedvarende energi og høj efterspørgsel i kortere perioder, som rammer os i disse dage, siger Mads Brøgger, der er direktør for Norlys’ energiforretning.

Ifølge Norlys har elprisen i snit været mindre end 50 øre per kWh, men siden august er den pris steget.

Prisen ser dog ud til at falde igen samtidig med, at der meldes om mildere temperaturer i vejret.

- Men får vi pludselig 14 dage i stræk med hård kulde, og der skal trækkes på de europæiske gaslagre, som ovenikøbet er mindre fyldte i år sammenlignet med sidste år, kan det selvfølgelig ændre sig, men som tingene ser ud nu, ser priserne ud til at falde de kommende uger, siger Mads Brøgger.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.