Bliver Aalborg Øst det nye Medical Valley?
En virksomhed har opfundet teknologi, der gør det muligt at 3D-printe armproteser. Nu skal Aalborg være førende inden for velfærdsteknologi.
-Vi vil gerne være med til at gøre en forskel for dem, der har et behov. Det giver jo en dejlig følelse, lyder det fra CEO og medstifter af Merodz, Judi Simonsen.
De har udviklet en teknologi, der kan 3D-printe armproteser.
Det gør det muligt at producere til en femtedel for prisen af produkter magen til. Det giver folk fra lande med lave indkomster adgang til proteser, som de ellers aldrig ville kunne få.
Merodz´s vision er også blevet formet af personlige oplevelser. En af medstifterne, der er født og opvokset i Indien, var vidne til den stigmatisering, som mennesker uden lemmer blev udsat for.
De mange rørende historier gjorde noget ved Judi Simonsen.
- Det var det, der gav mig lysten og drivet til at sige, det skal vi gøre noget ved, fortæller hun.
Sammen med Dinar Jadhav og Samuel Howell stiftede de virksomheden, de har været i godt et år, og nu bliver de en del af projektet Catalyser, som NOVI står bag.
Økonomisk indsprøjtning og vigtige kurser
Ifølge NOVIs CEO Henrik Lundum er der en helt klar tanke bag projektet, der skal hjælpe nyopstartede virksomheder i gang.
- Det gør vi fordi, vi gerne vil støtte udviklingen i Nordjylland inden for digitale sundhedsvirksomheder. Vi vil gerne have at det bliver i Aalborg eller Nordjylland, siger han.
En slags Medical Valley i Nordjylland.
Udover økonomisk hjælp, bidrager projektet Catalyser blandt andet med undervisningsforløb. der hen over 12 uger giver virksomhederne adgang til 18 workshops om jura, IP-rettigheder, markedsanalyser og pitchforløb over for eksterne investorer.
Og for Merodz giver det rigtig god mening at være med i Catalyser lige netop nu.
- Det kan give os nogle kompetencer til at opskalere vores forretning til det niveau vi gerne vil inden for det næste halve år, siger Judi Simonsen.
Og virksomheden, der har været i gang i godt et år, har stadig masser af ambitioner.
- Vi vil gerne være en international virksomhed, som kan være med til at hjælpe, hvor der er behov, og også lette adgangen til dem der ikke har adgang til proteser i dag, siger Judi Simonsen.