Børnehavebørn udforsker liv og død i naturen
Unge nordjyder i børnehavealderen studerer biller, maddiker og snegle, når de beskæftiger sig med 'Liv og død i krible krable-land'.
Masser af nordjyske børn har de sidste uger stiftet bekendtskab med insekter og andre kryb i naturen.
Det er med største observans og forsigtighed, at nysgerrige, små børnehænder håndterer og studerer småkryb og insekter, de selv har fanget i naturen.
I Aalborg Øst får børnene i Børnehaven Smedegården ekstra meget jord under neglene i disse uger, hvor de beskæftiger sig med temaet 'liv og død i krible krable-land.'
Temaet, der er udviklet af Naturvejledning Danmark, henvender sig til børn i dagtilbud, de mindste skoleklasser og i børnehaven.
Det er fedt at gå på opdagelse sammen med børnene
Henriette Bengaard, pædagog i Børnehaven Smedegården
Det tyder på, at målgruppen er meget fascineret af projektet.
- Det er sjovt at lege med dyrene, og de er rigtig søde, siger seksårige Ivalu Sophie Lynge Pierce.
Men det er ikke alle dyrene, der er lige søde. I syltetøjsglas rundtomkring på bordet kan børnene studere skeletter og dyr, der er døde. Det giver mulighed for at tale om arternes plads i kredsløbet, og om hvordan nogle dyrs død er til gavn for andre dyrs overlevelse.
Leg og læring
Naturvejledning Danmark har i forbindelse med krible-krable-projektet udviklet læringsmateriale, som pædagogerne kan støtte sig til. På den måde bliver samtalerne med børnene kvalificeret, og det er ikke altid kun børnene, der går hjem fra børnehaven med ny viden.
- Jeg ved jo heller ikke alt om alle dyr, og børnene har allesammen noget forskelligt at byde ind med, siger pædagog, Henriette Bengaard.
Når børnehavens børn er på jagt efter dyr, så er der særligt et fund, der kan hæve humøret.
- Hvis vi finder et dyreskelet, så vil begejstringen ingen ende tage, når vi kommer tilbage til børnehaven, fortæller Henriette Bengaard.
Naturen er i fare
Henriette Bengaard arbejder som pædagog i Børnehaven Smedegården, og for hende betyder det meget at kunne lære børnene, hvordan man passer på naturen. Hun mener, at det er noget, de skal lære så tidligt i livet som muligt.
- Det er super vigtigt at lære børnene, hvordan man passer på vores natur, for den er i fare, siger hun.
Af samme årsag er børnehavens børn også med til at plante træer og så blomster, som de skal hjælpe med at vande, passe og pleje.
- Børnene lærer at tage ejerskab, og de bliver bevidste om, at man skal passe på naturen, siger Henriette Bengaard.
I det nordjyske har 160 dagtilbud og indskolingsklasser bestilt læringsmaterialet. På landsplan forventes det, at over 130.000 børn vil deltage i aktiviteterne.