Børnene nyder godt af forsamlingsloft til børnekarneval
Med et forsamlingsloft på 100 personer bliver der i disse dage afholdt børnekarneval i Kildeparken i Aalborg. I pinsedagene er det forbeholdt udsatte børn og unge, og det lave deltagerantal giver børnene flere muligheder.
Selvom det traditionsrige Aalborg Karneval i år er aflyst, så har organisationen bag alligevel fundet på en måde at sprede glæde og god stemning.
I pinsedagene bliver der nemlig afholdt karneval for udsatte børn og unge i Kildeparken i Aalborg.
- Vi brænder for karneval, og vi laver karneval i det omfang, vi kan. Og når vi ikke kunne invitere alle med, så ville vi holde os til nogle af de bobler, vi har vænnet os til under corona, siger Mette Bugge, der er formand for Aalborg Karneval.
Til børnekarnevallet er der normalt op mod 6.000 besøgende, men med et udendørs forsamlingsloft på 100 personer kan det selv sagt ikke lade sig gøre.
Aalborg Karneval har derfor allieret sig med forskellige foreninger som Lykkeliga, Gestus Kids og Røde Kors’ Qnet, der alle har med udsatte børn og unge at gøre, for at give dem en god oplevelse.
- Det betyder rigtig meget for de her børn, fordi de har været påvirket under corona med den her lockdown, hvor det har været svært for dem at være i skole, siger leder af Qnet ved Røde Kors i Aalborg, Anne-Kathrine Gjessing.
Forsamlingsloftet giver nye muligheder
Og faktisk giver det nedskruede antal deltagere en fordel for lige netop denne målgruppe.
- Vi har også nogle børn, der har nogle diagnoser, der gør det rigtig svært at være i store forsamlinger, hvor det kan være svært at komme ud og være en del af det større fællesskab. Derfor er det dejligt, at der er blevet lavet sådan et lille metafællesskab, siger Anne-Kathrine Gjessing.
Det udnyttede Michelle Guldborg fra Aalborg og hendes 8-årige søn, der søndag lagde turen forbi børnekarnevallet.
- Jeg synes, det betyder meget, for det kan være svært at finde ud af, hvad man lige kan lave med sine børn. Min søn synes, det er dejligt, at der ikke er for mange mennesker, så han kan fokusere på de ting, han gerne vil, siger hun under en skattejagt i Kildeparken.
Igen mandag fortsætter karnevallet for udsatte børn og unge fra de inviterede foreninger, men allerede nu er Aalborg Karnevals formand tilfreds med arrangementet.
- Selvom vi har holdt det i en lille skala, hvor vi har haft små grupper inde ad gangen, så har vi haft mange foreninger forbi, og de har hygget sig rigtig meget, så det har været en fornøjelse at være med til, slutter Mette Bugge.
Fra på tirsdag og frem til fredag fortsætter børnekarnevallet i Kildeparken, hvor 0. og 1. klasseselever fra syv udvalgte skoler i Nordjylland er blevet inviteret.