Boing-boing: Bizar cirkeltræning på brandstationen
Stationsleder tog fusen på de ansatte.
Når man tænker på brandmænd og brandmandsøvelser, så er et rum fyldt med små trampoliner nok ikke lige det første, der dukker op i hovedet.
Det er dog, hvad 17 brandfolk torsdag mødte ind til hos Falck i Dronninglund.
Her tog stationsleder Christian Sonne Schmidt nemlig fusen på sine ansatte til årets første øvelsesdag.
Brandbilerne var kørt ud af garagen, og i stedet stod der samtlige trampoliner fra Dronninglund Motionscenter, som de ansatte skulle træne på.
- Rundt om i Nordjylland er der mangel på brandmænd, så det her er jo en måde, hvorpå vi kan gøre det sjovt og spændende, fortæller stationslederen, der er fuldt booket på sin station i Dronninglund.
Ud af de 17 ansatte var det kun to, der ikke deltog i hopperiet, og det var på grund af alder og dårlig ryg.
- Alle var vildt positive, og det var meget hårdt, afslutter Christian Sonne Schmidt.
Efter en hård træning på trampolinerne havde stationslederen også sørget for et kar med iskoldt vand, som brandmændene kunne tage et dyp i.