Borgmester beder selskaber om at stoppe pengestrøm
Foto: Henning Bagger, Scanpix
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen (Soc.Dem.) vil nu bede Nordjyllands Trafikselskab, NOVI Ejendomsfond og Aalborg Havn om at ændre praksis og stoppe med betalinger til ham.
Det har vist sig, at det ikke bare er sådan lige til at blive fri for at modtage penge, når man er borgmester og har en række bestyrelsesposter ved siden af - poster som automatisk udløser honorarer eller vederlag.
For lovgivningsmæssigt kan de penge være svære at komme uden for.
Men Aalborg Kommune har måske nu fundet en løsning på, hvordan byens borgmester kan undgå stærkt kritiserede vederlag. Det kræver blot, at de selskaber, som giver vederlag til borgmester Thomas Kastrup-Larsen ændrer vedtægter eller forretningsordener.
Magistraten har netop på et møde besluttet at gå efter en model, der betyder, at selskaberne undlader at udbetale vederlag til borgmester og rådmænd. Denne model byder på flere udfordringer og kræver nærmere undersøgelser.
Blandt andet skal man finde ud af hvilke betingelser, der skal være opfyldt i hver enkelt tilfælde, der kan for eksempel være tale om, at selskaberne skal ændre vedtægter.
Desuden påpeges det over for magistratens medlemmer, at Aalborg Kommune ikke kan tvinge selskaberne til at ændre deres vedtægter. Hvorfor det så stadig er usikkert, hvorvidt det lykkedes borgmesteren at undgå pengestrømmen for sine poster.
Borgmester Thomas Kastrup-Larsen modtager årligt omkring 300.000 oveni sin borgmesterløn for formandsposter hos henholdsvis NT, NOVI og Aalborg Havn.