Borgmester for fjerde gang: Helle er historisk

Denne gang bliver det til seks dage som bydronning - men hun arbejder stadig civilt ved siden af.

Hver gang Helle Frederiksen (S) tager borgmesterkæden over hovedet er hun historisk. 

Ifølge TV2 Nords research har ingen andre politikere været borgmester over fire gange i forskellige perioder. 

Nu er socialdemokratiske Helle Frederiksen borgmester i Aalborg Kommune igen. 

I hvert fald i seks dage. 

Vi møder hende uden for By og Landskabsforvaltningen, hvor Helle Frederiksen indleder sin fjerde periode som borgmester.

- Det tænker jeg ikke specielt over. Det er selvfølgelig lidt stort, når man tænker borgmester, men jeg har nogle opgaver her i By og Land, som jeg skal tage mig af. Vi skal snakke lidt budget,  og så har jeg selvfølgelig en hotline til borgmesterkontoret, hvis der opstår et eller andet, hvor der er brug for mig. Det tager jeg, som det kommer, siger Helle Frederiksen.

Historisk - på sin egen måde

Det socialdemokratiske byrådsmedlem bliver borgmester, fordi Thomas Kastrup-Larsen er stoppet midt i en valgperiode og har fået nyt job. Helle Frederiksen er første viceborgmester, og så tager hun automatisk over. 

Det er fjerde gang som første viceborgmester, at Helle Frederiksen overtager den politiske ledelse af Aalborg Kommune. Første gang var i 2012, da daværende borgmester Henning G. Jensen blev syg. 

En politisk karriere, der er historisk på sin helt egen måde.

- Jeg har i hvert fald gjort mit i forhold til at udfylde pladsen, når der har været brug for det, griner Helle Frederiksen.

Under en uge

Helle Frederiksen skal foreløbig være bogmester indtil tirsdag i næste uge, hvor Socialdemokratiet offentliggør deres nye spidskandiat efter en intern afstemning blandt partiets medlemmer i Aalborg Kommune. 

Valget står mellem byrådsmedlem Lasse Frimand Jensen og folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen. Får Lasse Frimand Jensen flertal kan han indtage borgmesterstolen med det samme. Peger pilen i stedet på Flemming Møller Mortensen, skal socialdemokraterne finde en midlertidig borgmester, indtil der igen er kommunalvalg i 2025. 

Det eneste som er sikkert er, at de næste fem dage hedder Aalborgs borgmester Helle Frederiksen.

Kommer du til at revolutionere borgmesterforvaltningen den næste lille uge?

- Jeg ville gerne, men jeg må hellere holde mig i ro og holde mig på måtten. Jeg synes sådan set heller ikke, der er en masse at revolutionere. Jeg synes, Thomas har overladt en god kommune, som er sund. Selvfølgelig vil man altid gerne sætte sit eget præg på ting, men det er lige lovligt vildt, når jeg skal sidde på borgmesterstolen så få dage, slutter Helle Frederiksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland