Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Borgmester: Sommerpakke falder på et tørt sted i Aalborg

Foto: Screendump / TV2 Nord

Aalborg Kommunes borgmester, Thomas Kastrup-Larsen (S), siger, at situationen kræver hurtig handling, og at turisme-erhvervet har brug for hver en krone lige nu.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en sommerpakke, der bl.a. afsætter 295 millioner kroner til at kickstarte turisme-erhvervet. Pengene er målrettet initiativer i landets fire største byer, og det bydes velkomment i Aalborg, hvor man netop har arbejdet for et større fokus på storbyturismen, der ligesom i landets øvrige større byer har haft et hårdt 2020.

I alt lander sommerpakken på 1,65 milliarder kroner. Den endelige, mere konkrete og detaljerede udmøntning af, hvordan pengene skal fordeles og anvendes, er endnu ikke på plads.

Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, har været en af de stemmer i debatten, som har ønsket et særligt fokus på storbyturismen i sommerpakken 2021.

- Byerne trænger til en særlig håndsrækning. Så vi er selvfølgelig glade for udmeldingen, men situationen kræver hurtig handling. Der er allerede nu langt færre turister i Aalborg, end der plejer at være på denne tid af året. Det handler om at skabe forretning og omsætning lige nu og her, og derfor er midlerne meget velkomne. Vi har haft et klart mål i samarbejde med de øvrige tre største byer om at få fokus på byerne i sommerpakken. Det er positive takter og intentioner, der nu bliver lagt frem. Nu er det vigtigt, at de intentioner også udmønter sig i praksis, siger Thomas Kastrup-Larsen i en pressemeddelelse, og han tilføjer:

- Erhvervet har brug for hver en krone lige nu, der kan være med til at give et boost. Vi tror på fremtiden, og Aalborg skal nok komme igen med de mange kræfter, vi lægger i at forblive top of mind, så vi fortsat er en attraktiv destination for både danske og internationale gæster.

Historisk lave belægningstal

Direktør i Destination NORD, Tonny Skovsted Thorup, har en klar plan for, hvordan pengene skal bruges:

- I 2020 udeblev mange internationale gæster i byerne, erhvervsturismen led et væsentligt knæk, og store dele af erhvervet var i lange perioder helt lukket eller underlagt stramme restriktioner. Det har kostet dyrt i byer som Aalborg, hvor bl.a. hotellerne har set historisk lave belægningstal. Hotelbelægningen i Aalborg gik ned med 43,8 procent fra 2019 til 2020, siger Tonny Skovsted Thorup.

Tonny Thorup. Foto: Mick Knive Anderson

Han peger på, at der er akut behov for at stimulere efterspørgslen i forhold til Aalborg. Det handler bl.a. om at kickstarte møde og erhvervsturismen, som fylder to tredjedele af turismeomsætningen. Og indsatsen skal forstærkes for at tiltrække møder og konferencer udefra.

Tonny Skovsted Thorup hæfter sig derfor også positivt ved, at der specifikt afsættes 330 millioner kroner til kulturområdet og 400 millioner kroner til særligt udsatte brancher som messer, konferencer og hoteller, ligesom der skal gives rabat på indenrigsrejser

Tonny Skovsted Thorup oplyser, at omsætningen i Aalborg inden for turisme- og oplevelsesbranchen er normalt omkring fire mia. kr. årligt og omfatter bl.a. detailhandel, restaurationer, hoteller mm. Til sammen skaber sektoren cirka 5000 job i Aalborg Kommune. Turister fra de store nærmarkeder Norge, Tyskland og Sverige er normalt i stort omfang med til at give ”kunder i butikken”.

Om Destination Nord:

Destination NORD er sammen med de øvrige 18 destinationsselskaber i Danmark sat i verden for at arbejde professionelt med turismefremme og dermed skabe omsætning og jobs inden for turisme- og oplevelsesøkonomien. Destination Nord er destinationsselskabet for Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner.


Helikopter finder person i vandet: På vej til sygehuset i Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Artiklen er opdateret klokken 14:40, efter personen er blevet reddet op af vandet og er på vej mod sygehuset.

Lørdag eftermiddag var en redningsaktion i gang ved Skagen.

Skagen Redningsaktion havde redningsbåde i vandet, og SAR-helikopteren fra Flyvestation Aalborg var også sendt i luften.

- Det sker på baggrund af et nødsignal om en vinterbader, der muligvis er nødstedt, lød det fra vagthavende hos Forsvarets Operationscenter.

Det var personer på stranden, der slog alarm, da de så en person, som havde problemer.

Efter søgen i området hvor personen var blevet set, fandt SAR-helikopteren den nødstedte person i vandet.

- Helikopteren fik bragt personen med sig op, og personen passer til det signalement, der blev givet. De er på vej til sygehuset i Aalborg lige nu, siger vagthavende hos Forsvarets Operationscenter til TV2 Nord klokken 14:40.

- Sagen er afsluttet fra vores side, og redningsfartøjerne er også på vej i havn, lyder det.

Der er foreløbigt ingen melding om tilstanden på personen.


Få forklaringen: Derfor fravælger Venstre-profil Nordjylland

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Christian Friis Bach oplyser lørdag, at han skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Venstre-politikeren Christian Friis Bach fik ved det seneste folketingsvalg 1489 personlige stemmer, da han blev valgt ind i Folketinget i Nordjyllands Storkreds.

Men nu forlader han det nordjyske. Social- og handicapordføreren for Venstre skifter Nordjyllands Storkreds ud med Sjællands Storkreds.

Tre hovedårsager

Skiftet væk fra Nordjylland er en beslutning, der har været undervejs. Faktisk siden han skiftede Radikale Venstre ud med Venstre i august, fortæller han.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Nordjylland, og jeg har følt mig godt hjemme. Så det har også været i overvejelserne, om jeg skulle blive, siger han til TV2 Nord.

Venstre-politikeren nævner, at der er tre årsager, der gør, at han fremover stiller op på Sjælland.

- For det første er det af respekt for mine gamle kolleger i Radikale Venstre i Nordjylland, og det arbejde de har gjort for mig. Det vil ikke være så sjovt, hvis jeg skulle stå og kæmpe om de samme lygtepæle mod nogle af dem, som har hjulpet mig med at sætte plakater op tidligere.

Derudover har der været et større analysearbejde i gang fra Venstres side, siden Christian Friis Bach blev en del af partiet.

- Der er analysefolk, der har haft gang i den helt store regnemaskine, for at finde ud af hvor jeg kan gøre den største forskel for Venstre. Og det er på Sjælland. Det handler om, hvordan stemmerne faldt sidste gang, og hvem der stiller op hvor, siger Christian Friis Bach.

- Og så til sidst er det jo selvfølgelig nemmere praktisk, når jeg bor på Sjælland. Også selvom jeg har meget familie i Nordjylland og ofte kommer deroppe, lyder det.

Har nordjyske stemmer i baghovedet

Selvom Christian Friis Bach nu fremover stiller op i Næstved-kredsen, så vil de nordjyder, som har givet deres stemme til Venstre-politikeren ikke blive glemt, forsikrer han.

- I den tid jeg er i Folketinget, vil jeg stadigvæk bakke op om Nordjylland og kæmpe for den nordjyske dagsorden. Der er nordjyder, der har stemt på mig, og jeg vil fortsat kæmpe for dem, siger Christian Friis Bach og nævner kampen om et forbedret elnet og de store investeringer i Forsvaret som noget, der skal komme Nordjylland til gode.

Christian Friis Bach oplyser desuden, at der også har været nordjyske lokalkredse hos Venstre, som har forsøgt at få ham til at stille op for dem.


Jaget og overfaldet: Hjemløse Flemmings største drøm er blevet virkelig

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

- Det med at leve på gaden er sgu ikke lutter lagkage.

Sådan siger Flemming Meder Hansen, der har været ude for lidt af hvert gennem livet.

Med en barnevogn fyldt med sine ejendele og hunden Iza levede Flemming i mange år på gaden.

Men det kunne han ikke holde til længere.

- Jeg har dårlige ben og ryg, og Iza er jo ni år gammel. Hun er også en gammel pige efterhånden, fortæller han.

Efter en svær opvækst og en fængselsdom havde Flemming oddsene imod sig.

Han oplevede at blive jaget væk og endda overfaldet, mens han sov på gaden.

- Den ene stod og joggede mig på halsen, og så blev jeg ellers frarøvet, alt jeg ejede. Telefon, penge, alt hvad der kunne bruges, fortæller han om det hårde liv som vagabond.

Men nu er lykken vendt, for Flemming har fået sin egen treværelses lejlighed i Mosbjerg.

Foto: Lonni Vad Dam Daugaard/ TV2 Nord

Lejligheden er fyldt med møbler fra genbrug, og snart skal et stort billede af ham og Iza pryde en af væggene.

Du kan se hvordan det er lykkedes Flemming - selv, uden kommunens økonomiske hjælp - at sin helt egen lejlighed, nederst.

Stedet er blevet en tryg base for den tidligere vagabond og hunden, der allerede har faste pladser. Sofaen, der er købt for 300 kroner i genbrug, er nemlig Izas domæne. Flemming må i stedet nøjes med gyngestolen.

- Iza skal være her, vi andre må være her, siger Flemming.

Han har jævnligt besøg af venner, der glædeligt kommer for at hygge med en øl eller to, men det er noget ganske andet, han nyder mest:

- Du kan lukke din dør. Og du kan tage tøjet af og sidde i underbukser. Og du kan sidde og slappe af uden at skulle tænke på, om der kommer nogen, fortæller Flemming.

Se 'Iza og vagabonden' her:


Borgmesteren deler god nyhed: Skal være lige så berømt som Rød Aalborg

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er alle millionerne værd, når Aalborg Kommune skyder penge i Kunsthal Spritten.

Endelig er det tilbage på sporet. Og det gør det svært for den siddende borgmester at tørre smilet af

- Det er en historisk milepæl for vores industriarv og vores kulturarv.

Sådan lyder det fra borgmester i Aalborg, Lasse Frimand Jensen (S), når talen falder på at omdanne dele af de gamle spritfabrikker til et sted for kunst og kultur.

Den afgørende del af projektet er nu officielt skudt i gang, og det skal være færdigt om to år.

Budgettet lyder på 350 millioner kroner. Otte fonde betaler de 295 af dem, mens Aalborg Kommune står for de sidste 55 millioner kroner.

- Jeg tror, det her kan være med til at sende Aalborg ud i verden, lige som Aalborg Akvavit gjorde. Jeg tror, det kan være med til at tiltrække verden til Aalborg, og det er jeg enormt stolt over, siger Lasse Frimand Jensen til TV2 Nord.

Kampen mellem kultur og velfærd

Borgmesteren tror, at projektet og det store kunstværk på 30 meter i højden vil tiltrække turister fra hele verden.

Derfor er det også 55 kommunale kroner værd. Penge der i princippet kunne være brugt på eksempelvis kernevelfærd.

- Det må aldrig blive en kamp mellem velfærd og kunst og kulturoplevelser i min optik. Det er hinandens forudsætninger, og ikke hinandens modsætninger, påpeger Lasse Frimand Jensen.

Ud over de 55 millioner i engangsbeløb, så har Aalborg Kommune også sat penge af til driften af Kunsthal Spritten, indtil bygningerne og kunstværket står klar om cirka to år.


Populær juleudstilling giver café flere hundrede ekstra kunder om dagen

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Aars nyder handelslivet godt af, at byens juleudstilling trækker folk til fra nær og fjern.

Et gammelt ordsprog lyder, at når det regner på præsten, drypper det på degnen.

Det er et ordsprog, som de godt kan nikke genkendende til her i juledagene i Aars. For mens rigtig mange gæster besøger byens populære juleudstilling, nyder resten af byen godt af de mange ekstra besøgende i byen.

Det gælder blandt andet caféen Frk. Kold, der ligger på samme vej som juleudstillingen. Fredag ved frokosttid er caféen stuvende fuld, og ejeren Anette Kold må bede gæster om at vente i baren, indtil der igen er et ledigt bord.

Normalt ser det ikke sådan ud i caféen ved frokosttid på en hverdag, men her i julemåneden har det ikke været et usædvanligt syn.

- Vi har lidt flere kuverter – måske 2-300 om dagen, siger Anette Kold og griner, inden hun fortsætter:

Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord

-  I hvert fald er vi oppe på knap 400 på de sidste to dage, hvor vi måske vil ligge på 60 normalt, lyder det fra ejeren af caféen.

Kø ud på gaden

Roden til den ekstra travlhed skal man ikke kigge langt efter. Den findes nemlig bare et par hundrede meter nede af gaden, hvor den berømte blomsterkunstner Johnny Haugaard har opsat en spektakulær juleudstilling i byens gamle svømmehal.

Juleudstillingen har været åben siden 22. november, og siden den dag har Frk. Kold haft travlt som aldrig før. Flere gange har caféen haft kø til ude på gaden, mens de også har måtte bede gæster om at gå en runde i Aars, inden de kunne komme igen i håbet om at få en plads.

- Det betyder alverden. Der er jo nogen, der ikke en gang ved, hvad Aars er – det ved de nu, og jeg er sikker på, at de kommer igen, siger Anette Kold.

Slutter 5. januar

I Aars nyder hele handelslivet godt af de mange gæster udefra, som har fået øjnene op for byen takket være juleudstillingen. De lokale indbyggere derimod har der ikke været meget plads til inde hos Frk. Kold de seneste tre uger.

- Man bliver da stolt, for de fleste kunder siger, at de er blevet anbefalet af andre og af juleudstillingen, og det er fantastisk, siger Anette Kold.

Glæden kan dog ikke vare evigt, for den 5. januar er sidste dag med juleudstillingen i Aars.

Vil I gerne have forlænget juleudstillingen lidt?

- Ja, det ville da ikke gøre noget. Desværre skal min daglige leder på ferie i tre måneder, så der skal noget nyt personale til, svarer Anette Kold.