Børnehavebørn indviede ny sti i Aalborg
Ny sti gennem godsbanearealet indviet med børnehavebørn og blomster.
Som led i fornyelsen af Godsbaneområdet i Aalborg, er der anlagt en ny grøn sti på et af de gamle spor. Stien betyder at man kan gå og cykle helt ud i naturen, uden at blive forstyrret af biler.
- Det er jo sådan set en ny rekreativ sti, som forbinder midtbyen med Østerådalen og går ind over et gamle baneterræn, lyder det fra Hans Henrik Henriksen (Soc. Dem.), Rådmand for By og Landskab i Aalborg Kommune, mens han hjælper børnehavebørn fra den nærliggende børnehave med at så forårsblomster langs den nye sti.
Godsbanen har historisk ligget som en prop midt i byen. Nu er der åbnet op, så man nemmere kan bevæge sig til Kærby og videre ud i det grønne. Planen er, at Østerå senere skal fritlægges ved Musikkens Hus, gennem Karolinelund og videre langs den nye sti.
- Det her er en af de sidste grønne kiler, som vil vil forbinde helt fra ådalen helt ned til fjorden og første etape bliver ved Musikkens Hus, siger Rådmanden.
Godsbanearealet er i en rivende udvikling og ved at blive omdannet til en ny bydel. Studenterkursus, VUC og SOSU har opført nye institutioner, og der er bygget mange lejligheder og ungdomsboliger på området.