Børnene skal kunne boltre sig: Marinemuseet får håndsrækning

Marinemuseet i Aalborg får et tiltrængt økonomisk løft, efter regeringen har afsat en halv million kroner til en legeplads og renovering af centrets ubåd.

Regeringen vil investere en halv million kroner i Marinemuseet i Aalborg. Pengene skal gå til en legeplads til børnene og renovering af centrets faciliteter - blandt andet museets ubåd, Springeren.

Håndsrækningen fra regeringen falder på et tørt sted hos museet, der har måtte kæmpe med at holde snuden oven vande. De har længe villet opføre legepladsen, men har ikke kunne finde midlerne til det. Det fortæller direktør i Marinemuseet, Mads Sølver Pedersen.

- Den her investering er altafgørende for, at vi kan blive ved med at tiltrække gæster de næste mange år. Og jeg synes, det er fantastisk, at sådan en lille selvejet institution som vores får den her håndsrækning, siger han.

Marinemuseet har gået med planer om en legeplads i fem år, og nu kan det endelig blive en realitet. Mads Sølver Pedersen mener, at den vil være med til at tiltrække flere børnefamilier, som centret i lang tid har fokuseret på. 

- Det er et projekt, vi har sat i gang, da vi vil være et oplevelsescenter frem for et museum. Og vi forventer os meget af det, siger han. 

En af mændene bag investeringen er det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V). Han mener, at investeringen vil gavne turismen i Aalborg.

- Det er så vigtigt, at vi folkevalgte i Nordjylland har fokus på de nordjyske projekter. Det er denne beslutning et bevis på, at vi har, og det er jeg meget glad for. Renoveringen af området betyder meget for museet, og der er ingen tvivl om, at Marinemuseet er et af de store nordjyske træksplastre. Derfor er det godt, at vi sikrer, at faciliteterne er moderne, og det hjælper denne bevilling med til, siger Preben Bang Henriksen.

Udover en legeplads og en ubåd har centret også et bassin til fjernstyrede skibe samt 2000 kvadratmeter udstilling.

For fem år siden havde museet cirka 17.000 årlige gæster, men i dag ligger det tal på 25.000. Med regeringens investering mener Mads Sølver Pedersen, at centret hurtigt kommer op på 30.000 gæster om året. Han peger også på, at de allerede har oplevet en stigning på 27 procent i besøgstallet i forhold til samme tidspunkt sidste år. 


Seneste nyt

fra Nordjylland