Brag hørt i nat, men politi vil ikke bekræfte skud: Nu er der nyt om de anholdte

Aalborg er for anden gang på kort tid ramt af dramatisk episode.

Politiet vil stadig ikke svare klart 'ja' til at der er fyret skud af i aftes midt i Aalborg.

Anmeldelsen om den chokerende episode gik ellers på skud i området omkring Nørregade og Kjellerups Torv, der fik politiet til at rykke massivt ud.

I dag fredag er de fortsat til stede med masser af mandskab og hunde, fortæller TV2 Nords reporter i området.

- Vi kan ikke afvise, at der har lydt skud, lyder den påpasselige formulering fra Lasse Kragh, vicepolitiinspektør fra Nordjyllands Politi.

Men hvorfor siger I kun ”mulige skud”?

- Vi har ikke noget lige nu, der kan bekræfte, at der er skudt, andet end nogle der har hørt noget, der kan lyde som skud, fortsætter han.

Afviser sammenhæng

Det mulige skuddrama kommer kort efter en episode omkring Grønlands Torv i Gug, hvor et opgør i det kriminelle miljø også gav skud - og utrygge naboer.

Men Lasse Kragh afviser foreløbigt en sammenhæng.

- Umiddelbart ser det ud til, at den her hændelse fra i går aftes var isoleret. Det er vores vurdering, siger han.

Fire var anholdt - kun tre sigtet

I første omgang anholdte politiet fire unger mænd, men nu viser det sig at kun tre er sigtet og skal for retten i grundlovsforhør i dag.

Der er tale om unge mænd på 19, 19 og 20 år, fortæller TV2 Nords reporter.

De nægter sig alle skyldige.

Det mest opsigtsvækkende i sigtelsen er også, at de ikke går på at der er affyret skud.

Derimod er to af de tre unge mænd sigtet for "gentagne gange at have udført grov vold."

Det er sket på gågaden Nørregade, hvor de sammen havde overfaldet en fjerde person i en bil, hvor de havde tyret sten mod bilruden.

110523 skud aalborg 4
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland