Brand på altan slukket af overbo

Hurtig indsats fra overbo forhindrede brand i en etageejendom i det centrale Aalborg.

Nordjyllands Beredskab rykkede kort før klokken 20 ud til en alarm, der lød alvorlig: Ild i en etageejendom i Læsøgade i det centrale Aalborg. 

Heldigvis var virkeligheden ikke så barsk. 

- Der var ild i en altankasse på tredje sal, som beboeren bruger til at slukke sine cigaretter i. Manden havde forladt lejligheden nogle timer i forvejen, men et skod havde åbenbart ligget og ulmet, inden der gik ild i altankassen, fortæller indsatsleder Bent Pedersen fra Nordjyllands Beredskab, der fik uventet hjælp til slukningsarbejdet. 

- Overboen på fjerde sal stod og hældte vand ned på flammerne ovenfra, da vi kom frem. Vi klarede resten nedefra med et enkelt sprøjt fra slangen. Så slap vi da for at smadre en dør for at komme ind, fortæller Bent Pedersen.

Husk røgalarmen!
Indsatslederen fik sig efterfølgende en alvorssnak med beboeren i lejligheden, der kom hjem, da ilden var slukket. 

- Der var ild også hos underboen på anden sal for kort tid siden, så jeg benyttede mig af muligheden for at gå alle otte lejligheder i opgangen igennem. Der var kun røgalarm i de fire. Så jeg vil gerne tilskynde alle til at få sat en brandalarm op med det samme, lyder opfordringenen fra indsatslederen. 

Det er lovpligtigt med brandalarmer i nye huse. I ældre huse og lejeboliger er ophængning af røgalarmer op til beboerne selv. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland