Brand på plejehjem: Beboere evakueret

Personalet måtte torsdag middag evakuere alle beboere i et af afsnittene på plejehjemmet Annebergcentret i det centrale Aalborg.

En mindre brand opstod kort før klokken 12 torsdag middag på plejehjemmet Annebergcentret på Annebergvej i Aalborg.

Branden var opstået i en af plejehjemmets lejligheder. Det lykkedes for personalet at slukke branden hurtigt og evakuere samtlige beboere i det ramte afsnit.

Hverken beboere eller personale kom derfor noget til ved branden - og ingen behøvede en tur på hospitalet.

- Da vi kom frem, havde personalet klaret det hele, så vi skulle sådan set bare sikre os, at alt var gjort rigtigt, siger indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Søren Korsgaard.

Han oplyser, at ilden ikke havde nået at sprede sig, og at plejehjemmet heller ikke fik røgskader af betydning. 

Brandmændene måtte dog lufte kraftigt ud.

Årsagen til branden er endnu ukendt, men ifølge indsatslederen peger det i én retning.

- Branden er formentlig opstået i forbindelse med rygning, siger Søren Korsgaard.

 
 
Foto: Jeppe Hostrup

 


Seneste nyt

fra Nordjylland