Brandfolk forsøger fortsat at kontrollere brand i Lille Vildmose
Fire mand fra Nordjyllands Beredskab har natten igennem været til stede i Lille Vildmose for at kontrollere en naturbrand, der brød ud mandag. Brandfolkene fortsætter deres arbejde i vildmosen tirsdag.
En brand, der kan være svær at få øje på med det blotte øje, brød mandag over middag ud i naturområdet Lille Vildmose i Himmerland.
Der er gået ild i mosebunden, og Nordjyllands Beredskab har siden mandag været til stede i vildmosen for at forsøge at inddæmme branden, så det ikke går som i 2018, hvor en brand i Lille Vildmose tog flere uger at slukke.
- Vi har kørt på hele natten, hvor vi har haft fire mand på brandstedet. Vi vil fortsat være til stede i de kommende timer, fortæller indsatsleder Nils Eltzholtz fra Nordjyllands Beredskab tirsdag morgen.
Bruger jordspyd i slukningsarbejdet
Meldingen om branden kom mandag omkring klokken 12.30, og det brænder samme sted, som det gjorde ved branden i 2018.
Der er tale om et cirka 300 kvadratmeter stort område, hvor jorden ulmer. Ifølge indsatslederen er temperaturen under jordoverfladen omkring 400 grader.
Beredskabet gør blandt andet brug af jordspyd i slukningsarbejdet, som de banker ned i jorden, så de kan tilføje vand dybt ned i jorden, hvor der brænder.
- Vi har brugt tiden på at skabe en stabil vandforsyning. Vi pumper vand fra en å tæt på udløbet ved Kattegat, og derudover har vi fjernet læbæltet omkring branden. Det indebærer blandt andet, at vi har skåret nogle af træerne, fortalte Nils Eltzholtz mandag aften til TV2 Nord.