Se billederne: Brandmænd fra hele verden indtager nordjysk by
Foto: Pia Egeberg, TV2 Nord
For første gang nogensinde udspiller brandmændenes OL, World Firefighters Games, sig på dansk grund. Begivenheden blev skudt i gang lørdag i Aalborg, og derfor var byens gader fyldt med brandmænd fra hele verden, da den officielle åbningsceremoni blev afholdt.
Over den næste uge vil brandmændene dyste i over 50 discipliner. De varierer fra udbredte idrætsgrene som badminton, atletik og golf til mere eksotiske discipliner som kast med hestesko og svømning med finne. Så vil der desuden også være discipliner, der tager udgangspunkt i jobbet som brandmand.
- Jeg tror, forventningen er at se en hel masse sjove sportsgrene og få noget socialt samvær med en hel masse brandfolk fra alle mulige nationer og få nogle kontakter rundt omkring i verden, lyder det fra Dennis Møller Hovn, der er en af de dansk deltagende brandmænd.
Oprindeligt skulle Aalborg have været vært for World Firefighters Games i 2020, men corona-pandemien betød først en udsættelse til 2021 og sidenhen endnu en til 2024.
- Det er fuldstændig fantastisk, for vi har ventet seks år på det. Vi har gjort en stor indsats for at komme her, og vi er meget taknemmelige for at være her, og for at Aalborg vil afholde konkurrencen her. Vi har taget en hel del med hertil fra New Zealand, lyder det fra Britt Reed, der også deltager.
Omkring 1.500 deltagere og pårørende deltager. Hong Kong, Sverige, England, Tyskland, Polen og Holland har flest deltagere.
Se billeder herunder: