Brandt/Dickow: Ekstra ekstrakoncert solgt på 12 minutter
Foto: PR
Tina Dickow og Steffen Brandt giver fire koncerter i Musikkens Hus.
Billetterne til de to første koncerter med Tina Dickow og Steffen Brandt blev revet væk – tredje koncert blev ingen undtagelse – fjerde er i salg.
Nordjyderne kan ikke få nok af Dickow & Brandt, når de til akustisk guitar leverer lun sårbarhed.
Efter billetterne til først én koncert og herefter en ekstrakoncert til marts i Musikkens Hus blev revet væk, blev en tredje koncert sat i salg i dag. Tolv minutter senere var den også udsolgt. Nu er den fjerde sat i salg, der spilles 9. oktober 2016.
- Dickow og Brandt kan noget helt særligt. De slår poetiske gnister, når de er sammen, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus.
De fire koncerter i Musikkens Hus er en del af Alene Sammen Igen-turnéen, som rammer hele landet i 2016.
Turnéen er igen i et akustisk setup, hvor de to respekterede sangskrivere kærligt fortolker hinandens sange og skaber en helt særlig harmonisk dynamik mellem to guitarer, to generationer, to køn og to unikke udtryk.
Dickow og Brandts samarbejde startede i 2006 med den meget roste fortolkning af Leonard Cohens ”Halleluja” (gendigtet af Steffen Brandt) på den succesfulde hyldestplade ”På danske læber”.
I 2009 blev det tid til en turné med Dickow & Brandt, som også dengang tog nationen med storm.
Den tredje – og helt udsolgte - koncert med Dickow & Brandt er den 8. oktober i Koncertsalen. Fjerde koncert er den 9. oktober klokken 20.00.