Busser smadret: Fire unge mistænkt for hærværk

Omfattende hærværk formentlig begået med en nødhammer fra bus.

Nordjyllands Politi blev klokken 7.27 søndag morgen kaldt ud til John F. Kennedys Plads i Aalborg. Her blev de mødt af synet af en række busser med smadrede ruder og buler, mens der også var skader på biler og på facaden på pladsen.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix.

Politiet har har tilbageholdt en 14-årig pige samt anholdt to 15-årige piger og en 16-årig dreng, som de mistænker for at stå bag hærværket.

Det ser ud til, at gerningsmændene har brugt en nødhammer af den slags, som sidder inde i busser.

- Det er svært at danne sig et overblik over, hvor stort et beløb hærværket løber op i, da de for eksempel også har smadret instrumentbrættet inde i nogle af busserne, siger Bruno Brix.

De fire unge mennesker skal afhøres i løbet af dagen. Der er taget kontakt til både de sociale myndigheder og forældre.

En jurist er stadig i gang med at vurdere, om de tre personer på henholdsvis 15 og 16 år skal fremstilles i grundlovsforhør.


Seneste nyt

fra Nordjylland