Christian er operatør i førerløs bus: - Det har vi glædet os til i lang tid

På torsdag bliver der skrevet danmarkshistorie, når landets første førerløse busser bliver sat ind i Aalborg Øst.

Operatør Christian Trebbien fra firmaet Holo tjekker de sidste detaljer inden den store dag på torsdag, hvor der er indvielsesfest for landets første førerløse busser.

- Det vi egentlig går og gør, det er, at vi går og finpudser. Vi går og finpudser på busserne, så de er klar her på torsdag, siger Christian Trebbien.

Selv om busserne kører selv, skal der være en operatør i bussen her i starten.

- Vi er med af to årsager. Vi er med til at hjælpe dem, der er med bussen, fortælle om projektet og sørge for, at de er trygge. Og så er vi også med, hvis der skulle være nogle tekniske udfordringer, siger Christian Trebbien.

På torsdag slippes busserne løs efter mange måneders forberedelser.

- Det har vi glædet os til i lang tid. Jeg blev ansat her i Aalborg tilbage i maj, så jeg har indtil nu bare gået og ventet på, at vi startede op her i alt den tid, siger Christian Trebbien.

Om et par år forventes det, at teknologien bag busserne er nået så langt, at operatørerne helt kan fjernes fra busserne.

TV2 Nord sender torsdag live på Facebook fra den første tur med den førerløse bus. Det bliver cirka klokken 11.30-11.45.
Med ombord på bussen er transportminister Benny Engelbrecht og borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Program for indvielsen af de førerløse busser

Fejringen finder sted torsdag 5. marts fra kl. 11 ved Trekanten, Sebbersundvej 2A

 

Kl. 11.00 - Åbningstaler v. transportminister Benny Engelbrecht, Borgmester Thomas Kastrup Larsen og direktør for Holo, Peter Sorgenfrei

- Snoren klippes og bussen kører - Sang v. Tornhøjskolen

- Big Band v. Mellervangskolen

- Trylle Andreas underholder de mindste med trylleshow

12.30 – Arctic foodtruck uddeler små frokostanretninger

13.00 – ”Lad bilen stå, kom ud at gå” – en guidet tur på Astrupstien v. DGI Gåværter

14.30 – 15.30 – Tur på hesteryg afholdt af Fritidscenter Byggeren

15.00 – 17.00 – Mød Aalborg Pirates og prøv deres skydestation 

15.30 – 16.30 – Æselvognskørsel afholdt af Fritidscenter Byggeren

16.00 – Fejring af Byplanprisen, som i 2019 gik til Aalborg Øst Tale og afsløring af pris v. Rådmand Hans Henrik Henriksen og direktør i Himmerland Boligforening, Ole Nielsen

16.00 – 17.30 – Ansigtsmaling for børn v. Øst i Centrum

16.30 – Aalborg danse- og spillemandslaug

17.00 – Rumænske folkedansere

17.30 – PUMAPUNK Part 1 & 2 in Concert v. Himmerland Boligforening, Center for Samskabelse & Turning Tables Danmark

18.00 – Fællesspisning (udendørs i telt)

Hele dagen: • Få en tur i de førerløse busser • Servering af buskage, popcorn, kaffe, the og varm kakao • Operatørerne viser bussen frem v. garagerne • Kode en selvkørende bus • 3D-printe busnøgleringe • Livepaint – Streetart v. Frida Stiil Vium


Seneste nyt

fra Nordjylland