Canadier udbygger offensiven hos Aalborg Pirates
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Ronny Larsen er glad for ny canadier, der skal erstatte Jack Walker i angrebet hos Aalborg Pirates.
26-årige Kelin Ainsworth kommer til Aalborg efter et ophold i den engelske EIHL-liga.
Mestrene fra Aalborg Pirates, der lige nu ligger nummer fire i Metal Ligaen - á point med nummer to og tre - får offensiv forstærkning fra den 26-årige canadier Kelin Ainsworth.
- Med afgangen af Jack Walker, har vi behov for yderigere offensive kræfter til holdet. Med det tætte program i den igangværende Metalliga samt det forstående Metal Final4 bliver der trukket stort på enkelte kæder. Vi skal og vil spille med stor bredde og i den forbindelse finder vi det nødvendigt at forstærke truppen, udtaler sportschef Ronny Larsen.
- Kelin Ainsworth er en spændende spiller med en stor passion for sporten. Han har lederevner og udbygger vores angrebspalette. Han kan spille på flere positioner, og hans skøjteevner og afslutninger er glimrende. Jeg kender Kelin fra den tyske ERSTE Liga, hvor han scorede 53 point i 32 kampe. Så vi glæder os over at få ham med i trupper, fortæller Headcoach Jason Morgan.
Alle normale formalia skal første falde på plads, inden han kan trække Pirates-trøjen over hovedet. Hvis alt går vel, bliver det allerede på torsdag, hvor Pirates tager imod Esbjerg Energy i Gigantium.