Forsøg med medicinsk cannabis for gigtpatienter er i gang på Aalborg Universitetshospital. Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)

00:29

160 mennesker deltager i forsøg med cannabis

1 af 2

Cannabisforsøg i gang på Aalborg Universitetshospital

Det første videnskabelige forsøg i Danmark, der skal teste effekten af cannabisbaseret medicin, er nu i gang på Aalborg Universitetshospital.

Siden læge Jonathan Vela tidligere på året meldte ud, at han snart gik i gang med et forskningsprojekt, der skulle teste om cannabisbaseret medicin kunne hjælpe patienter med psoriasisgigt eller artrose - slifgigt - i hænderne, har telefonen og mailen ikke stået stille.
 
- Rigtig mange patienter fra hele landet har været enormt interesseret i høre, hvornår vi gik i gang med projektet, og om der var mulighed for at de kunne deltage, fortæller Jonathan Vela.
 
De patienter, som Jonathan Vela til daglig ser i sit ambulatorium på reumatologisk afdeling på Aalborg Universitetshospital, lider ofte af smerter på grund af deres psoriasisgigt eller artrose i hænderne. Traditionelt lyder behandlingen på de såkaldte NSAID-præparater som Ibuprofen, som dæmper de betændelseslignende tilstande, der ses ved disse sygdomme.
 
- NSAID-behandlingen er den bedste, vi kan tilbyde, men stofferne har flere bivirkninger, blandt andet forøget risiko for mavesår og hjerteproblemer. Det, vi nu tester, er et præparat med det ikke-euforiserende stof CBD, der kommer fra cannabisplanten, siger Jonathan Vela.

De i alt 160 testpersoner skal over en længere periode følges, hvor de enten indtager piller, der indeholder CBD eller en placebopille. Nu er de sidste myndighedsgodkendelser til forsøget faldet på plads, og i sidste uge fik de første patienter i forsøget et sæt piller med hjem. 
 
- Patienter med psoriasisgigt bliver i første omgang inkluderet blandt de patienter, der allerede er tilknyttet det reumatologiske ambulatorie i Aalborg. Har man artrose i hænderne og vil deltage i forsøget, skal man være bosiddende i Region Nordjylland og henvises fra egen læge med et røntgenbillede, der viser slidgigten, siger Jonathan Vela.
 
Med den store forhåndsinteresse, som har været for projektet, forventer Jonathan Vela ikke, at det bliver noget problem at finde nok deltagere.
 
- Vi er meget spændte på, hvad vores forsøg viser. Skulle CBD vise sig at have en gavnlig effekt og ikke have de bivirkninger, vi ser hos NSAID-stofferne, så er det jo fantastisk. Og viser det sig, at der ingen gavnlig effekt er, er det også vigtigt at have påvist videnskabeligt, siger han.