Cheftræner jubler over sensationel sejr: - Det betyder alverden
Foto: Daniel Mikkelsen
Aalborg Håndbold vandt 29-26 over Vezprem fra Ungarn søndag.
Det var en stor opgave, der ventede for Aalborg Håndbold, da de søndag tog imod ungarske Vezprem i Champions League. Først og fremmest var gæsterne nummer tre, mens Aalborg Håndbold indtog sidstepladsen i gruppen. Derudover var flere af Aalborg Håndbolds spillere skadet.
Alligevel formåede hjemmeholdet at vinde – til stor glæde for tilskuerne og ikke mindst cheftræner Aron Kristjánsson.
- Det betyder alverden for os. Vi synes, vi har spillet godt og været tæt på flere gange. Nu vinder vi på hjemmebane, og det er flot og giver os mod på mere, siger cheftræneren.
Han peger på, at februar og marts nu bliver endnu mere spændende, end de var i forvejen.
Både Sebastian Barthold, Arnor Atlason, Tobias Ellebæk og Patrick Wiesmarch, som er den mest scorende spiller i år, var ude med skader.
- I dag tager vi to point mod et af de meget store mandskaber i verden. Det betyder utroligt meget moralsk for holdet – også i en tid, hvor vi er lidt ramt på skadessituationen, siger Aron Kristjánsson.