Clara drømmer om en efterskole udover det sædvanlige

Søndag bød samtlige efterskoler i Danmark til åbent hus. Flere og flere af skolerne forsøger at skille sig ud med nye tilbud.

Søndag har tusindvis af kommende efterskoleelever besøgt landets 249 efterskoler, som holder åbent hus, og der er en klar tendens at spore blandt skolerne. Flere og flere efterskoler forsøger at skille sig ud ved at specialisere sig inden for eksempelvis ekstremsport og rejser. 

En af dem, der drømmer om en spændende efterskole, er Clara Landwehrjohan, der går i 6. klasse. 

- Mine forældre har sagt til mig, at det er et af ens bedste år i sit liv, og det, synes jeg, lyder rart, og det vil jeg gerne prøve, siger Clara Landwehrjohan.

Derfor er hun taget på besøg på en helt ny efterskole, Aalborg Efterskole, og det er især e-sportslinjen på Aalborg Efterskole, der tiltrækker Clara Landwehrjohan. Udover e-sport har skolen også fokus på kristendom, friluftsliv og vandsport.

Det er den tidligere forstander på Mariagerfjord Efterskole Finn Mester, der har åbnet den nye efterskole midt i Hals, der er den eneste af sin slags i Aalborg Kommune.

- Målet er at få uddannet nogle livsduelige unge mennesker, som ikke kun har fokus på uddannelse, men også på dannelse, så man kommer ud som et helt menneske, der super klædt på til at tage livtag med tilværelsen fremover, siger Finn Mester. 

Skolen har 130 senge, og håber på, at minimum 60 af dem vil være fyldte, når skolen for alvor åbner i august 2018


Seneste nyt

fra Nordjylland