Jacob Risgaard_nyt lager Herning_2_foto Lange PR. Foto:
Opdateret: 26. marts 2021
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Coolshop opfører gigantlager

Medejer af Coolshop Jacob Risgaard står her i det 10.000 kvadratmeter store lager i Herning. Det nye lager i Nørresundby bliver på 22.000 kvadratmeter. Foto: Coolshop

300 meter lang lagerbygning tæt ved motorvej står klar inden jul på et område, der skal hedde Coolcity.

Den nordjyske onlinebutik Coolshop går i den nærmeste fremtid i gang med et kæmpebyggeri på 22.000 kvadratmeter.

Den 300 meter lange lagerbygning bliver placereret på Loftbrovej i Nørresundby på en 100.000 kvadratmeter stor grund, der har Kvickly som nærmeste nabo.

- Vi regner med at være færdige inden jul, og med den nye lagerbygning mere end fordobler vi vores lagerkapacitet, siger medejer af Coolshop Jacob Risgaard.

Han fortæller, at der senere er planer om også at bygge et showroom på grunden, og at man i det hele taget har masser af visioner.

- Vi vil kalde området for Coolcity, og det er virkelig fedt, at der kommer til at ske noget derude, og det er en perfekt placering lige ud til motorvejen, lyder det fra Jacob Risgaard.

I dag har Coolshop 10.000 kvadratmeter lager i Herning og 5000 kvadratmeter lager på Bøgildsmindevej i Nørresundby.

Jacob Risgaard fortæller, at Coolshop hele vejen igennem har mødt stor imødekommenhed hos Aalborg Kommune i forbindelse med byggeplanerne.

- Jeg har simpelthen aldrig oplevet noget lignende. Stor ros til politikerne med borgmester Thomas Kastrup-Larsen i spidsen. De har virkelig haft ja-hatten på, og det viser, at hvis vi vil, så kan vi godt, siger Jacob Risgaard.


Kvindekrisecenter i Aalborg. Foto: Sidsel Waagø / TV2 Nord

Krisecenter måtte videresende voldsramte kvinder, men nu er lykken vendt

Foto: Sidsel Waagø / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Fysisk og psykisk vold mod kvinder er udbredt. Derfor udvider Krisecenter for Kvinder i Aalborg nu, så de kan hjælpe op til 65 procent flere hvert år.

Næsten hver anden danske kvinde bliver på et eller andet tidspunkt i livet udsat for fysisk eller psykisk vold.

Det viser en undersøgelse foretaget af EU´s Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Det er langt fra alle, der beder om hjælp. Men for de, der rækker ud, er det nødvendigt, at der er professionel hjælp klar.

I Aalborg står Krisecentret for Kvinder klar til at tage imod kvinderne, men krisecentret har længe haft for få pladser til alle de kvinder, som har brug for hjælp.

I et år har de forsøgt at finde de helt rette rammer, men uden held.

Måtte viderehenvise op imod 200

Derfor er det ekstra glædeligt for Krisecentret i Aalborg, at de nu langt om længe kan tage hul på en nødvendig udvidelse.

Sidste år boede sammenlagt 65 kvinder samt mellem 30 og 35 børn i kortere eller længere tid på krisecentret i Saxogade, som de nu har vinket farvel til. Samtidig var der 160 igennem et ambulant forløb.

- Igennem flere år har vi nu oplevet så stor efterspørgsel, at vi har måtte viderehenvise op imod 200 om året. Nu har vi endelig fundet en ramme, vi kan gøre til vores egen, hvor vi kan hjælpe op imod 65 procent flere i løbet af et år, forklarer Niels-Jacob Ulstrup, der er leder af Krisecenter for Kvinder i Aalborg.

Niels-Jacob Ulstrup. Foto: Sidsel Waagø / TV2 Nord
Foto: Sidsel Waagø / TV2 Nord

Nyindrettede lejligheder

Allerede om få måneder står der otte nyindrettede lejligheder klar til at tage imod de voldsramte kvinder - og i en del tilfælde også deres børn.

Det er vigtigt, at det netop er lejligheder med eget køkken og bad - også selvom en stor del af dét at få hjælp og komme videre i livet sker i det fællesskab, der er imellem kvinderne.

- Det er enormt hårdt at bo som udsat et sted som vores, så det håber vi faktisk at kunne bløde en lille smule op på i de her nye omgivelser.

Vi er kisteglade for at kunne udvide et sted, hvor vi også kan udbygge efter behov i fremtiden

Niels-Jacob Ulstrup, leder af Krisecenter for Kvinder i Aalborg

Næsten hver anden kvinde oplever vold

I 2024 viste en stor undersøgelse blandt 12.740 danske kvinder at 47,5 procent - altså næsten hver anden - har været udsat for fysisk, psykisk eller seksuel vold - eller trusler om samme. For 25,7 procent af kvinderne er voldsudøveren en ægtefælle, kæreste eller lignende.

- Vi er kisteglade for at kunne udvide et sted, hvor vi også kan udbygge efter behov i fremtiden.

Med lokalerne på plads kan renovering og indretning nu gå i gang. Ambitionen er, at den nye afdeling står klar til de første beboere til maj.

Ifølge lederen af krisecentret giver de nye lokaler også mulighed for, at der kan udvides, hvis efterspørgslen skulle blive endnu større.


Avocado-scanner. Foto: Christell Iversen / TV2 Nord

Slut med avocadodrama: Ny scanner afslører, hvornår frugten er klar

Foto: Christell Iversen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Alle landets Bilka'er har nu fået en avocado-scanner.

Er du også træt af gang på gang at stå med avocadoen i hånden i supermarkedet og lege detektiv. Er den for gammel, er den god eller er den ikke modnet nok?

Det kan være en kamp at finde den helt rette avocado til aftenens guacamole.

Men nu skal det være slut.

I Bilka i Skalborg er fremtiden nemlig landet – og den er grøn.

AI viser vejen

En såkaldt 'avocado-scanner' har fundet sin vej til Frugt-og Grønt-afdelingen i Bilka, hvor du nu ved hjælp af et infrarødt kamera og AI kan se ind i avocadoen og vurdere dens modenhed - helt uden bank, slag og presse-metoder.

- Det er jo en service for kunden, at man måske bare skal købe den der ene avocado i stedet for at man nogle gange køber en, to eller tre, for at være sikker på, at man har den helt rigtige, siger Casper Andersen, som er afdelingsleder i Frugt- og Grønt-afdelingen i Bilka i Skalborg.

Casper Andersen, Bilka. Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord
Casper Andersen må ofte smide avocadoer ud, som er blevet trykket på. Foto: Christell Maria Iversen / TV2 Nord

Stop madspild

Det er det hollandske firma OneThird, som har udviklet ideén og løsningen. Navnet refererer til andelen af mad, der spildes på verdensplan - en tredjedel.

Avocado-scannerens formål er da også at undgå at kunder køber unødvendige ekstra avocadoer med hjem, som alligevel bare ryger i skraldespanden, eller at butikkerne må kassere avocadoer, fordi de er blevet dårlige efter for mange kunder har trykket på dem.

Ifølge Salling Group er tryk på frugten den største kilde til ødelagte avocadoer.

Nu skal man i stedet bare sætte avocadoen ind under det infrarøde lys, og så scanner maskinen hvorvidt du har fået fingrene i en 'overmoden', 'spiseklar' eller 'bør spises om et par dage' avocado.

- Det, synes jeg, er rigtig godt, for det er altid et problem, når man køber avocado. Enten er de for hårde, ellers ligger de for længe, og så er de bløde og duer ikke, så man smider dem ud, lyder det fra Inger Blom fra Gistrup, som hurtigt fik prøvet den nye scanner af i Bilka mandag.

Bilka er den første dagligvarekæde, som introducerer avocado-scanneren.


Lisas far designede det grønlandske flag. Foto:

Lisas far designede det grønlandske flag for at samle folket: Nu bliver kampen udtrykt i garn og masker

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Lisa Christiansen Sólrun er datter af Thue Christiansen, der designede det grønlandske flag i 1985.

Lisa Christiansen Sólrun oplevede søvnløse nætter, en følelse af afmagt, men et behov for at gøre noget.

Så det gjorde hun.

- Jeg ville lave noget, der var en kærlighed til mit Grønland og til mit folk, fortæller hun.

Det resulterede i en strikkeopskrift, som nu også er blevet delt på Garncafé Madsines Facebook-side. En opskrift som hun og garncafeén, der holder til i Aalborg, har valgt at dele helt gratis.

190126 Garncafe Madsine. Foto:
Facebook-opslaget blev delt sent søndag aften.

- Vi gør det jo, fordi vi synes, det er uacceptabelt, det der sker. Det er en måde at støtte en sag på, uden selv at sætte mange ord på, men ved at de tavse masker, som vi sidder med i vores hænder, det også kan blive et opråb om, at nu må der handles, siger Birgitte Munk, som er indehaver af Garncafé Madsine.

Et behov for at samle

Lisa Christiansen Sólrun er, som hun selv siger, en del af hele det danske kongerige. Hun har rødder til både Færøerne, Grønland, Danmark og ja sågar Island.

- Det har været rigtig hårdt at være i. Lige nu ved vi aldrig, hvad vi står op til, så det har været vigtigt for mig at gøre noget, forklarer hun.

Måske det faktisk ligger i hendes DNA. Hendes far, Thue Christiansen, har designet det grønlandske flag, som blev vedtaget 21. juni 1985.

- Inden han døde i 2022 sagde han, at han håbede, at det grønlandske flag en dag ville være med til at samle befolkningen, og det må man sige, det gør nu, fortæller den stolte datter, der i dag er 58 år.

190126 Web Lisa og strikkeopskrift 2. Foto:
Thue Christiansen har designet det grønlandske flag, og så blev han faktisk også ridder af Dannebrogordenen. Privatfoto.

Taknemlighed

Da TV2 Nord mandag er i kontakt med Lisa er hun i Island, hvor hendes partner kommer fra. Her var hun efter at have tilbragt en ferie i Egypten, da konflikten med USA for alvor brød ud.

- At jeg trods alt er kommet tættere på hjem nu, har givet mig mere ro, men jeg vil gerne helt hjem. Jeg trænger til at være sammen med min familie i denne svære tid, siger hun.

Opbakningen som hun har fået til støtteopskriften, men også den hun oplever fra den danske befolkning til Grønland har været meget overvældende, fortæller hun.

- Det giver en tryghed i denne tid, at alle i Danmark, Europa og NATO bakker op. Det betyder rigtig meget, forklarer hun.


Smykker. Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord

Social- og sundhedsassistent stjal smykker fra demente og døende: - Jeg har været helt blæst

Foto: Vibe Rosenkrantz Aagaard / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Kvinden forklarede, at tyverierne skete, da hun befandt sig et svært sted i livet.

Mandag var en 57-årig kvinde på anklagebænken ved Retten i Aalborg, hvor hun var tiltalt for at have svigtet nogle af samfundets mest sårbare.

Som vikar ved to forskellige plejebureauer misbrugte hun sin stilling som social- og sundhedsassistent til systematisk at stjæle smykker fra ældre og demente beboere på nordjyske plejehjem.

Tyverierne fandt sted fra 1. januar 2023 til 11. september 2025 og fandt sted på mange af de plejehjem, som den 57-årige blev sendt ud til. Herunder Kimbrerparken i Aars, et plejecenter i Aabybro, Kornumgård i Brønderslev samt et plejehjem i Vodskov.

Byttet bestod af guldkæder, ringe, armbånd og adskillige bismarksæt – sidstnævnte var måske endda det, der endte med at fælde den 57-årige.

Guldsmed fattede mistanke

Kvinden solgte de stjålne smykker til guldsmede i Aalborg, herunder Golden Time, Vibholm og Henrik Ørsnes. Det var guldsmed Henrik Ørsnes i Aalborg Storcenter, der rettede henvendelse til politiet, efter at medarbejdere havde undret sig over, at én kvinde gentagne gange solgte så store mængder såkaldt mormor-guld – herunder adskillige bismark-kæder.

De forskellige guldsmede har udbetalt i alt 101.503 kroner til den 57-årige kvinde. Hun forklarede dog i retten, at nogle af de smykker, hun havde solgt, var hendes egne, blandt andet guld hun havde fået af sin eksmand.

Parterne kom frem til, at der måske var tale om, at det reelle udbytte af de stjålne smykker lå på omkring 85.000 kroner, hvilket kvinden også kunne erkende.

'Der er ingen undskyldning'

Den 57-årige kvinde afgav en lettere følelsesladet forklaring i retten og lagde ikke skjul på sin skam.

- Jeg er flov over det og ked af det. Der er ingen undskyldning. Det er utilgiveligt. Jeg var inde i en hård periode, forklarede hun.

Hun fortalte, at hun havde svært ved at huske præcis, hvad hun havde stjålet og hvor, men hun forklarede, at hun primært tog smykker, der lå fremme på beboernes værelser. Det var for fristende. Ved et tilfælde havde hun også stjålet smykker fra et smykkeskrin med muslingeskaller, som hun havde åbnet på eget initiativ.

Anholdt på arbejde

Anklager Thomas Klingenberg bad kvinden redegøre for anholdelsen, som fandt sted, mens kvinden var på arbejde.

- Jeg sad med en beboer, da politiet anholdt mig. De ransagede min taske og min bil. I tasken fandt de smykker – blandt andet et armbånd, hvor der stod 'Villy' på, samt en ring og en halskæde, forklarede hun.

Hun kunne dog ikke huske, hvem smykkerne tilhørte.

Anklageren undrede sig over, hvorfor kvinden havde stjålet de mange smykker fra beboerne.

- Jeg kan se, at du har en helt udmærket løn. Du har hus og sommerhus, og du har ingen gæld, sagde Thomas Klingenberg og spurgte, hvorfor hun så stjal.

- Ja, hvorfor så? Spurgte kvinden selv og svarede, at hun ikke kunne forklare det.

- Jeg har jo været helt blæst. Det er frygteligt, sagde hun.

Kynisk kriminalitet

I sin procedure kaldte anklageren forholdene for særligt grove.

- Hun har stjålet smykker fra demente og døende og udnyttet sin stilling til at begå de her tyverier. Det er en ganske særlig form for kynisk kriminalitet, sagde Thomas Klingenberg.

Anklageren fremhævede, at tyverierne bør betragtes som skærpende, fordi de er begået i et ansættelsesforhold.

- Man misbruger den tillid, der er til en som ansat, og man risikerer, at der bliver kastet mistanke på uskyldige kollegaer, sagde han.

Han procederede for, at den 57-årige skal idømmes en kombinationsdom på seks måneders fængsel og samfundstjeneste. Dertil mener anklagemyndigheden, at kvinden skal frakendes retten til at arbejde med plejeopgaver på plejehjem, i beskyttede boliger og i private hjem.

Forsvarsadvokat advarer mod konsekvenser

Forsvarsadvokat Jesper Håkonsson understregede, at sagen er meget belastende for den 57-årige kvinde.

- Det er svært for min klient at sidde her i dag, sagde han.

I sin procedure advarede han mod, hvad det ville få af betydning for kvinden, hvis hun bliver frataget retten til at arbejde som social- og sundhedsassistent.

- Det vil få rigtig store konsekvenser. Det vil betyde, at hun ikke kan beholde det job som personlig hjælper, hun har i dag, sagde forsvarsadvokaten.

Forsvareren opfordrede retten til at formulere frakendelsen mere snævert, så hun fortsat kan arbejde i private hjem.

Hun er ikke tidligere straffet, og hun har har aldrig stjålet noget fra private hjem, sagde forsvarsadvokaten og fortsatte:

- Min klient er desuden et andet sted i sit liv i dag. Hun angrer, sagde Jesper Håkonsson, som samtidig argumenterede for en straf på maksimalt fire måneders betinget fængsel.

Sagens dommer meddelte, at hun ønsker at gennemgå sagen grundigt, og dommen afsiges derfor først 26. januar.

Ha' de vigtigste nordjyske nyheder lige ved hånden.