Corona var skyld i nedrykning, nu er klubben tilbage i den bedste liga: - Det er en kæmpe forløsning
EH Aalborg mangler fortsat tre kampe i 1. division mod henholdsvis TMS Ringsted, AGF og HØJ.
Fredag kunne EH Aalborg-spillerne bryde ud i jubel med guld konfetti, sprut og guldhatte.
Efter 23-20-sejren over Ejstrup/Haervejen var det nemlig en realitet, at EH Aalborg fra næste sæson skal i landets bedste kvinderække.
- Det er svært at beskrive. Det er en kæmpe forløsning, lyder det fra Mille Eisenhardt.
Hun er en af de spillere, der har været i klubben i mange år. Derfor husker hun nedrykningen i 2020, som skete på grund af corona og en aflysning af resten af sæsonen. Hun husker også sidste sæson, hvor klubben missede oprykningen til den bedste kvindeliga med et enkelt mål.
- Det her betyder meget, da vi rykker ned på grund af corona sidste gang, og vi har arbejdet stenhårdt for det lige siden, mens det sidste år glippede med et enkelt mål, så vi havde et kæmpe opsamlingsarbejde sidste sæson, og nu er det så lykkedes for os, og det er vi mega glade for, konstaterer Mille Eisenhardt.
Cheftræner for EH Aalborg, Peter Jagd, var ikke selv med til nedrykningen. Tilgengæld husker han sidste år, hvor man missede oprykningen, derfor er han heller ikke i tvivl om, hvad årets oprykning betyder for klubben.
- Først og fremmest så betyder det selvfølgelig noget økonomisk, men når det er sagt, så har vi jo alle sammen en ambition om, at vi vil være med blandt de allerbedste. Og der er kun ét sted at være, hvis man vil være det, og det er Kvindeligaen. Så for vores personlige ambitioner, for klubbens ambitioner, og for at vi endelig får Nordjylland tilbage på landkortet i håndbolden, så er det her jo altafgørende, konstaterer han.
Hvad er ambitionerne så i kvindeligaen?
- Vi har en ambition om, at vi det første år skal bide os fast i ligaen og prøve at undgå at rykke ned. Vi skal få en masse erfaringer, og så skal vi over tid lægge de næste lag på, afslutter cheftræneren.
EH Aalborg mangler fortsat tre kampe i 1. division mod henholdsvis TMS Ringsted, AGF og HØJ.