Da han hjalp en 16-årig bevidstløs pige, gav det hele mening
I Safe House i Jomfru Ane Gade tager frivillige sig af unge festgæster, der har brug for hjælp.
En kvinde er bevidstløs, og behandler Mathias Faurbye er bekymret for hende.
- Du skal lige vågne op nu. Vågn op. Vågn op!
Kvinden begynder at savle og hyperventilere. Så får hun kramper.
- Vi ringer efter en ambulance, lyder det fra behandler Ditte Jozwiak.
Endnu en festlig aften i Jomfru Ane Gade er i fuld gang. Og i Safe House står en gruppe frivillige klar til at hjælpe med at skabe tryghed i nattelivet.
De frivillige hjælper unge, som er kommet til skade, har drukket for meget, har angstanfald eller som ikke føler sig trygge.
Tragisk baggrund
I februar mistede to unge mennesker livet i forbindelse med det, der ellers skulle have været en festlig aften i byen.
22-årige Mia Skadhauge Stevn blev ifølge dommen først udsat for voldtægtsforsøg, før hun blev dræbt, og 21-årig Oliver Ibæk Lund faldt i Limfjorden og druknede.
Det var på den baggrund, at Safe House slog dørene op for første gang i maj 2022.
På en af Mathias Faurbyes første vagter som behandler kom der en pige på omkring 16 år ind til behandling.
Hun var bevidstløs, og han overvejede, om hun havde været udsat for drugging.
Pigen gjorde stort indtryk på Mathias, der kunne se sine kusiner i hende.
- Det gjorde mig mere målsat på, at jeg skal være der. For hvis jeg ikke hjælper dem, hvem skal så?
Siden har han været en fast del af Safe House.
Hård drukkultur og flere stoffer
Safe House er bemandet natten til lørdag og søndag mellem klokken 23 og 07. I alt er der 95 frivillige tilknyttet det tryghedsskabende initiativ.
Udover at tage festgæster ind, går de frivillige også patrulje ved havnen og i centrum.
- De unge søger hen mod gyderne, når de er triste eller kede af det. Så er det godt, at der kan komme nogen og se, om de er okay, siger behandler Ditte Jozwiak.
Hun og de andre frivillige oplever et stort behov for folk som dem, der står klar til at hjælpe.
- Der er kommet en hårdere drukkultur, og der er kommet flere stoffer i nattelivet, siger teamleder Martin Buus.
- Det bedste ville være, hvis der slet ikke var brug for et Safe House, siger Ditte Jozwiak.
Kom med indenfor i Safe House lige her: