Daniel Madsen stopper i Aalborg Pirates

Holdkaptajnen på det unge Aalborg Pirates' mandskab stopper sin karriere som ishockeyspiller.

- Det har ikke været nogen let beslutning, men nu er tiden kommet til at takke af med ishockeyen.

Sådan lyder starten af det afskedsbrev, som Daniel Madsen har skrevet til sine fans og lagt ud på klubbens hjemmeside. Daniel Madsen stopper nemlig karrieren i ishockeyklubben Aalborg Pirates, da der ikke er timer nok i døgnet med fuldtidsarbejde og en nyfødt datter.

I afskedsbrevet takker Daniel Madsen sine fans for trofast opbakning, sine holdleder og sine holdkammerater.

Sidste sæson var Daniel Madsen holdkaptajn på det unge Pirates’ mandskab. Klubben ærgrer sig over, at de skal sige farvel til ham, og i pressemeddelelsen på hjemmesiden takker de ham for en god tid.

- Selvom karrieren nu er slut, så vil vi, Aalborg Pirates, gerne sige tusind tak for indsatsen gennem de mange sæsoner, du har været i Aalborg, skriver klubben på deres hjemmeside. 

Samlet set har Daniel Madsen spillet 263 grundspilskampe, 57 slutspilskampe og 18 pokalkampe i Aalborg, hvor han var en del af AaB-dagene og ifølge klubben også en vigtig brik i genopbygningen af ishockeyen i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland