Dansk jægersoldat dræbt ved faldskærmsulykke i USA
En dansk jægersoldat har mistet livet i forbindelse med et faldskærmsspring.
En jægersoldat er omkommet under en øvelse i USA.
En dansk jægersoldat er afgået ved døden i en faldskærmsulykke. Ulykken er sket i forbindelse med et træningsspring i USA.
Det oplyser Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.
- Det er med stor sorg, at jeg i nat modtog melding om, at en af vores soldater er omkommet i forbindelse med et faldskærmsspring. Mine tanker går til de efterladte, og vi vil nu rykke sammen og støtte de pårørende i denne svære tid, siger chef for Specialoperationskommandoen, generalmajor Peter Boysen.
Omstændighederne omkring ulykken vil nu blive undersøgt. Forsvaret har ikke yderligere at tilføje på nuværende tidspunkt.
Familien til den omkomne er underrettet.
Om Jægerkorpset
- Jægerkorpset (JGK) er Hærens specialoperationsstyrke (SOS), der har til opgave med kort varsel at blive indsat i operationer, hvor konventionelle styrker ikke kan anvendes, i såvel nationalt som internationalt regi.
- Jægerkorpset hører hjemme på Flyvestation Aalborg, og omkring 150 mennesker arbejder i korpset.
- Den 2. januar 2013 døde den første danske jægersoldat i en international operation. Den 39-årige oversergent René Brink Jakobsen omkom efter at være blevet ramt af en eksplosion under en operation i den uroplagede Helmand-provins i Afghanistan.
- Det er blandt Jægerkorpsets mange opgaver at indhente information, at lave kontraterrorisme, aktiv indsats, forbindelsesvirksomhed, humanitær bistand og katastrofehjælp.
- De danske jægersoldater indgår i det danske antiterrorberedskab.
- Jægersoldaterne har bl.a. været i aktion i Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Afghanistan og Irak.