Nordjysk OL-svømmer har brækket halebenet
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Helena Rosendahl Bach blev nummer fire i 200 meter butterfly ved OL.
Svømmeren Helena Rosendahl Bach havde et succesfuldt OL i Paris, men nu må hun sætte farten lidt ned i en periode.
For nylig brækkede hun halebenet, da det gik galt under et træningspas.
- Vi skulle lave en øvelse på land, hvor vi skulle træne vores eksplosivitet. Jeg skulle lave et hop på en måtte, og da jeg så lander, glider den under mig.
- Jeg er jo bare drønuheldig, fortæller Helena Rosendahl Bach til Ugeavisen.dk.
OL-svømmeren er dog ikke blevet tvunget til at holde en lang pause. Selvom hun har smerter, er hun allerede begyndt at træne igen, fortæller hun til mediet.
Satser på VM-deltagelse
Det er også vigtigt med sigte på kortbane-VM i Ungarn i december, som Helena Rosendahl Bach fortsat regner med at deltage i.
Ved OL i Paris var det tæt på at blive til en medalje på favoritdistancen 200 meter butterfly, men hun endte akkurat uden for podiet med en fjerdeplads. Hun lagde dog ikke skjul på, at hun var meget stolt af resultatet.
Hun sluttede legene med at bære den danske fane ind på Stade de France under afslutningsceremonien.
Tidligere på året vandt hun sølv ved VM – Danmarks første VM-medalje i svømning siden 2017.