Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Virksomheder i grim strid: Beskylder konkurrent for at stjæle

To nordjyske millionvirksomheder er røget i totterne på hinanden.

Tirsdag d. 13. august fik Bent Larsen, der ejer den nordjyske virksomhed Beritech, sig noget af en ubehagelig overraskelse.

På to af virksomhedens adresser, den ene i Nørresundby og den anden i Svendborg, begyndte dagen med uventet besøg fra fogedretten.

I en koordineret aktion troppede et opbud bestående af en dommer, en IT-sagkyndig og en advokat op hos virksomheden, der blandt andet producerer tekniske industrimaskiner, for at lave en såkaldt bevissikring.  En aktion der stod på i femten timer uden stop.

- Det er naturligvis overraskende at få fogedretten på besøg tidligt om morgenen og uden varsel, men vi har ikke noget at skjule. Det som berørte os mest, er den måde man behandlede vores medarbejdere på og skabte utryghed, fortæller Bent Larsen, der er ejerleder af Beritech.

På den anden side af Limfjorden ligger virksomheden Carsoe, der også beskæftiger sig med at lave tekniske løsninger – primært til maritimindustrien. Det er hos Carsoe, man finder årsagen til fogedrettens opbud hos Beritech.

BEVISSIKRING

Ved en bevissikring kommer fogedretten på uanmeldt besøg.

Det sker for at sikre beviser, der kan være afgørende for en retssag.

Fogedretten kommer uanmeldt, så der ikke er risiko for, at potentielle beviser bliver ødelagt eller gemt af vejen.

Det kan omfatte sikring af fysiske genstande, dokumenter, elektroniske data eller vidneudsagn.

Formålet er at sikre, at alle relevante beviser er tilgængelige, når sagen skal behandles i retten.

Uordentligt og skuffende

Det er Hugo Lundvig Dissing, der er administrerende direktør ved Carsoe, der har taget kontakt til fogedretten og dermed fået bolden til at rulle.

Ifølge ham har Beritech forbrudt sig mod markedsføringsloven og Carsoes ophavsret ved at kopiere en række af virksomhedens tegninger og produkter.

Heriblandt en rejemaskine der er designet til at forarbejde rejer ombord på fiskeskibe.

- Det var særdeles overraskende for os at opdage, at Beritech pludselig kopierer vores tegninger helt uberettiget, og bruger dem til at konkurrere med os, siger Hugo Lundvig Dissing og fortsætter:

Det er rejemaskinen her det hele drejer sig om. Carsoes rejemaskine er en avanceret maskine designet til effektiv forarbejdning af rejer, særligt i fiskeindustrien. Maskinen udfører flere kritiske funktioner i rejeforarbejdningen, herunder afskalning, sortering og pakning af rejer. Den er udviklet til at håndtere store mængder rejer hurtigt og præcist, hvilket hjælper med at reducere spild og sikre en ensartet produktkvalitet.

- Vi er meget skuffede. Vi havde ærligt talt ikke regnet med, at Beritech ville agere så uordentligt, siger den administrerende direktør.

At Beritech skulle have foretaget sig noget ulovligt, har ejerlederen meget svært ved at genkende. Ifølge ham er der tale om tekniske maskiner, som ikke er patenterede.

- Efter vores opfattelse er de ikke beskyttet af immateriel lovgivning, siger Bent Larsen til TV2 Nord.

Fælles forhistorie

Bent Larsen, der er ejerleder ved Beritech er tidligere medejer af Carsoe, men blev købt ud af virksomheden i 2020. Senere samme år startede han Beritech.

I begyndelsen specialiserede virksomheden sig i at producere tanke og udstyr primært til pharma- og mejeriindustri. Det er også stadig primært på disse områder, at virksomheden investerer og vækster, men sidste sommer udvidede virksomheden sortimentet, da de begyndte at producere løsninger til fiskeindustrien – ligesom Carsoe gør.

- Vi mener godt, at vi må markedsføre, producere og sælge de pågældende maskiner, men så længe der verserer et retsligt spil, har vi valgt at tage billederne af maskinerne ned fra vores hjemmeside, siger Bent Larsen.  

- Vi har lavet én prototype, men vi har ikke produceret nogle maskiner med salg til tredjemand for øje, og derfor heller ikke anvendt Carsoes tegninger hertil, fortsætter han.

Men det er ikke korrekt, når Bent Larsen siger, at de ikke har brugt Carsoes tegninger, lyder det fra den anden side.

- Det er der ingen tvivl om, for det har deres medarbejder indrømmet under strafansvar overfor fogedretten, siger Hugo Lundvig Dissing til TV2 Nord.

Skræmmekampagne

Beritech blev grundlagt i 2020 og har på få år været i en enorm økonomisk vækst.

2023 blev et rekordår for virksomheden. Her omsatte Beritech Group for 672 millioner kroner.

 Hos Beritech har man en opfattelse af, at Carsoe er ude med en bevidst skræmmekampagne.

- Vi forstår ikke Carsoes ageren i sagen, der er helt uproportionel, og som efter vores opfattelse nærmest har karakter af en bevidst skræmmekampagne overfor Beritech, vores kunder og ansatte, lyder det fra Bent Larsen.

- Vi har talt med underleverandører, som oplyser, at de ikke tør levere komponenter til os, fordi de har fået at vide af Carsoe, at de ikke kan have både Beritech og Carsoe som kunde, siger han.

Helt omvendt ser man på sagen hos Carsoe. Det er Hugo Lundvig Dissings klare opfattelse, at Beritech uretmæssigt har brugt Carsoes tegninger og billeder af maskiner, til at komme ind på markedet for teknisk udstyr til fiskefartøjer, og det er et kæmpe problem, fortæller han.

 - Vi har intet imod konkurrence, men når man bare tager vores tegninger og springer udviklingsarbejdet over, så sparer man millioner af kroner i udviklingsomkostninger, og flere års arbejde, og det er ikke i orden, siger Hugo Lundvig Dissing.

Går rettens vej

Ved fogedrettens besøg hos Beritech tidligere i august sikrede den IT-sagkyndige millioner af filer og mailkonti, som de nu er i gang med at gennemgå og kategorisere.

- Det er et stort arbejde, med så store mængder data, men vi er meget tilfredse med fogedrettens grundige arbejde, fortæller Hugo Lundvig Dissing.

Når fogedretten er færdig med at kategorisere filerne, vil Carsoe få adgang til dem. Den administrerende direktør er ikke i tvivl om, hvad udfaldet bliver, og han lægger ikke skjul på, at det ender med et søgsmål.

- Vi forventer at kunne dokumentere, at de slet og ret har startet en forretning ved at kopiere os. Vi forventer også, at domstolene vil sætte en stopper for dette, slutter Hugo Lundvig Dissing.


En ny købmand tror på projektet, og byen glæder sig over nu at have nok penge, til at redde købmanden.

Købmandsbutikken i Ravnkilde er reddet. Det er lykkes en lokal støttegruppe at samle over 800.000 kroner ind - og dermed har de nu sikret, at byens købmandsbutik kan genåbne.

- Det var en kæmpe, kæmpe, kæmpe god nyhed, lyder det begejstret fra Kirsten Baisgaard, der er formand for forsamlingshuset i Ravnkilde.

I slutningen af september måtte den daværende ejer opgive at drive købmandsbutikken.

Lige siden har borgergruppen Købmandsgruppen forsøgt at samle penge nok ind til, at de kunne genåbne købmandsbutikken.

Tror på butikkens overlevelse

Onsdag aften var der samlet 830.000 kroner, og dermed nok til, at butikken kan genopstå.

- Jamen, det er jo helt vildt. Det bliver hårdt, men også virkelig lærerigt og sjovt, er jeg sikker på, siger Lisa Norman, der er den kommende købmand i Ravnkilde.

Købmandsgruppen håber, at borgerne i byen er klar til at støtte butikken, når den åbner.

- Jeg håber og tror jo, at det er gået op for os alle sammen, at det ikke er nogen selvfølge, at vi har en købmand i byen, lyder det fra Kirsten Baisgaard.

Den kommende købmand er heller ikke i tvivl om, at butikken nok skal klare sig.

- Vi har lavet nogle analyser og fået Dagrofas hjælp til at lave nogle analyser omkring, om den her kan køre rundt i byen. Og det kan den. Så det er jeg slet ikke bekymret for, siger Lisa Norman.

”Købmandsgruppen” håber, at købmandsbutikken bliver klar til at genåbne til maj.


Overtog sin første frisørsalon som 24-årig: Nu har han overtaget sin tredje

Anders Blaabjerg på 25 år er indehaver af tre frisørsaloner i Jylland. Han overtog den første, da han stadig var elev. Det skulle medarbejderne lige vænne sig til.

Det tog et par søvnløse nætter, før Anders Blaabjerg blev overtalt til at skifte sit erhverv til frisør.

I en alder af 20 år kunne den unge mand skrive salgsassistent på CV'et med et job i Føtex. Der gik ikke lang tid, før flere af frisørerne i Thisted var efter den nyuddannede.

- Da Kristian Berthelsen (tidl. ejer af ZoombyZoom Thisted) tog fat i mig, var han den anden frisør. Så måtte jeg forsigtigt lukke den ene dør for at åbne døren som frisør, fortæller Anders Blaabjerg, der til daglig er chef for tre ZoombyZoom-saloner i Jylland.

Døren til frisørverdenen blev åbnet - og der gik ikke lang tid, før flere muligheder stod på dørtrinet.

- Det har altid været lidt en joke, at den skulle være min en dag. Og så kom muligheden, fortæller den 25-årige indehaver.

Anders Blaabjerg var ikke færdiguddannet, da han pludselig gik fra at være elev til chef på en juleferie. Det var et skifte, som både han og hans medarbejdere skulle finde sig til ro med.

- I starten skulle man lige vænne sig til det at have en chef, der er 25 år, når man selv er over, fortæller Maja Ravn Madsen, der har arbejdet som frisør i ZoombyZoom i Thisted i seks år.

Foto: Josephine Hartvig / TV MIDTVEST

Det var et 'match made in heaven', at Anders Blaabjerg valgte at gå frisørens vej. Derfor betyder det ikke så meget, at arbejdstimerne fylder det meste af dagen.

- Jeg har et drive uden lige. Så jeg ved ikke, hvem der stjæler mit ur, når klokken pludselig er 11 om aftenen, og jeg startede klokken otte om morgenen, fortæller den unge iværksætter med et smil.

Kunderne undrede sig heller ikke, da Anders Blaabjerg pludselig var chef.

- Han er stadig bare Anders. Jeg tror, det ligger naturligt til ham, for det var den mulighed, der bød sig, fortæller Hanne Fårup Rasmussen, der til daglig er fagligkonsulent i FOA og har haft Anders Blaabjerg som frisør, siden han startede som elev i forretningen i 2020.

Selvom den unge chef kun er 25 år, så generer alderen ham ikke spor.

- Jeg er lidt en gammel mand i en ung krop. Det tror jeg også, de andre vil sige her, griner Anders Blaabjerg.

Frisørsalonen i Fredericia er den sidst tilkomne i den begyndende perlerække, som Anders Blaabjerg har startet. Han overtog forretningen tilbage i maj, hvor det kun var få måneder siden, at han havde fået ansvaret for frisørsalonen i Aalborg. Derfor klapper den unge mand hesten og holder sig til sine tre nuværende forretninger.

- Aldrig sig aldrig selvfølgelig. Men der har været fart på det sidste stykke tid, så for nu er der ikke flere ting i støbeskeen, fortæller Anders Blaabjerg, mens han ordner håret på Hanne Fårup Rasmussen.


Lige ved og næsten: Aalborg snupper sejren til sidst

Alt blev afgjort i kampens døende minutter, da Aalborg Håndbold onsdag besejrede TMS Ringsted med 35-32.

Nogle hurtige og hasarderede beslutninger resulterede i, at gæsterne fra TMS Ringsted fik bragt sig hurtigt i front. 

Aalborg-spillerne fik dog hurtigt indhentet dem igen, og efterfølgende bragt sig foran. 

Men flere uskarpe afleveringer og dårlige beslutninger fik gæsterne i hælene af hjemmeholdet igen.

Selvom hjemmeholdet førte med tre mål ved pausen, så fik gæsterne hurtigt spillet sig tilbage og indhentede igen aalborgenserne. 

Generelt var det et uskarp Aalborg håndbold-hold, der var mødt op onsdag aften. Heldigvis for hjemmeholdet tog målmand Niklas Landin en for holdet, og stod for flere redninger, der holdt aalborgenserne i front.

Men gæsterne holdt ved, og med 10

Minutter igen, var stillingen 29-29.

Kampens sidste minutter blev spændende. Mens Aalborg Håndbold fortsatte med at lave fejl, formåede gæsterne at presse på, og hele tiden være blot et mål efter. 

Til sidst lykkedes det dog Aalborg håndbold at hive sejren hjem. 

Med onsdagens kneben sejr, lykkedes det Aalborg Håndbold at hive den niende sejr i streg i hus. 


Kan ikke få fat på lægen - udskældt lægehus er igen i problemer

Foto: Mie Skjødt Nielsen / TV2 Nord

Problemet skulle være løst nu. Men lægehuset ønsker ikke at stille op til interview.

- Sådan kan man ikke behandle folk. Det er et helt område, lyder det fra en frustreret Kim Kronborg fra Fjerritselv.

Flere nordjyder sim Kim har i løbet af ugen oplevet problemer, når de har forsøgt at komme igennem Alles lægehus.

Over hele landet har det været et problem på grund af en fejl i deres IT-system. Kim Kronborg skulle mandag have taget en blodprøve fordi han har lidt forhøjet blodtryk, for at finde ud af om han kunne få noget andet medicin - men onsdag har han stadig ikke kunnet få en tid.

- Herregud! Det kan jo ikke passe, at man ikke kan få tager en blodprøve eller ikke kan komme til sin læge, bare fordi computeren falder ud. Så må de gøre et eller andet, siger han til TV2 Nord.

Vil væk fra Alles Lægehus

TV2 Nord tog ud til lægehuset i Fjerritslev. Der var patienter derinde, men alt foregik manuelt og ingen ønskede at udtale sig til TV2 Nord.

Alles Lægehus ønsker ikke at stille op til interview, men skriver til TV2 Nord, at de har oplevet et større IT-nedbrud, som har givet udfordringer i klinikkerne. Og at det nu er løst.

Selvom problemerne er løst, er Kim Kronborg stadig godt træt af Alles lægehus.

- Så snart jeg får en chance, og der kommer nogle læger her i nærheden, og det har jeg hørt, at der bliver udvidet i Løgstør, så flytter jeg. Jeg vil ikke være i noget, der hedder Alles Lægehus mere, siger han.

Region Nordjylland ønskede ikke at stille op til interview, men skriver i et skriftligt svar, at de er opmærksomme på udfordringerne.


Dyrlæge forbander nikotinposer: - Man kan ikke være det bekendt

Foto: Lisbet Christensen

Dyrlæge Hanne Friis Lund forstår ikke at folk spytter nikotinposer ud på gader og fortorve. Det er livsfarligt for hunde at spise dem.

Hanne Friis Lund, der er dyrlæge i Hobro, har oplevet en markant stigning i antallet hunde, der bliver alvorligt forgiftet af nikotinposer, der er spyttet ud på gaden.

En hundeejer ringer akut til dyrlægen. Hunden er er syg, og ejeren frygter, at den har spist en nikotinpose, da den blev luftet.

Det type desperate opkald får de nordjyske dyrlæger flere og flere af.

- Nogle gange så kommer de jo tidligt, hvor ejeren har set dem spise noget, og der har de jo heldigvis ikke nået at blive syge endnu, og så skynder vi os og giver dem noget at kaste op på og holde øje med dem. Andre gange, så kommer de ind, hvor de er virkelig dårlige, hvor hundene er bevidstløse. Så skal vi lave akut livreddende førstehjælp, siger Hanne Friis Lund, der chefdyrlæge hos AniCura Danmark og dyrlæge i Hobro.

En rapport, som DTU Sustain har udarbejdet for Miljøstyrelsen, anslår, at 5,3 millioner brugte nikotinposer hvert år ender i naturen. En del af dem bliver spist af hunde, og ifølge dyrlægen får det nogen gange fatale konsekvenser.

Hun har oplevet at hunde er døde af nikotinforgiftning.

- Det er jo enormt alvorligt, fordi indholdet af nikotin er så højt i snusposer. To poser eller måske mindre er nok til at slå en hund på 25 kilo ihjel, forklarer Hanne Friis Lund.

Den nordjyske dyrlæge forstår ganske enkelt ikke, hvorfor folk spytter nikotinposerne ud på gaden. Hun mener det er dybt uansvarligt.

Hvad gør man hvis hunden har spist en nikotinpose:

 -          Hvis man ser det ske, hvis man for eksempel er ude at gå, så skal man til dyrlægen ”med det vons”.

-          Giv gerne hunden noget dåsemad eller leverpostej. Det gør det nemmere for dyrlægen at fremkalde en opkastning, hvis hunden har lidt i maven.

-          Hvis man er meget langt fra en dyrlæge så kan tage en skefuld salt og give hunden det på tungen, helt nede ved tungeroden. Det fremkalder faktisk også opkast, men kan man det er bedre at tage til en dyrlæge.

-          Hvis man ikke ved, om den har spist nikotin, men den bliver dårlig opkast, virker desorienteret, måske falder den om, måske kan man se, at den trækker vejret hurtigt og savler, så synes jeg også, at man skal kontakte en dyrlæge med den samme.

Kilde: Chefdyrlæge, AniCura Danmark

- Man kan ikke være det bekendt, fordi man risikerer jo at skade andre folks dyr, og man risikerer jo øvrigt også at skade vilde dyr. Det kan også være ræve og måske pindsvin. Katte ser vi ikke rigtigt spise det.

Bestemte hunde spiser poserne

Et borgerforslag, der vil forbyde salg, køb og distribution af nikotinposer i Danmark, har fået over 50.000 underskrifter. Dermed skal det nu behandles i Folketinget.

Dyrlægen støtter forslaget, selvom hun ikke har ret meget håb om, at det bliver vedtaget.

Nikotinposer flyder på gader og fortorv.

Man siger, at hunde er menneskets bedste ven, men dyrlægen mener ikke altid, at mennesket er hundens bedste ven. For ifølge Hanne Friis Lund sker det også ofte at hunde bliver forgiftet af hash eller psykedeliske stoffer. Det er noget hundene indtager hjemme hos ejeren.

- De bliver ikke lige så syge af at spise hash som af at spise nikotin, men det kan blive – undskyld udtrykket – meget skæve af det, siger Hanne Friis Lund.

Det er mange forskellige hunde, der havner hos dyrlægen med en nikotinforgiftning, men der er også fællestræk.

- Det er typisk hvalpe og unge hunde, og så ser vi også en del af de her klassiske labradorer, som er den madglade type hun, der spiser det, siger Hobro-dyrlægen.