Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den vilde vækst i Aalborgs indbyggertal er bremset op: Men kommunen bygger stadig lejligheder i hobetal

Den vilde vækst i antallet af indbyggere i selve byen Aalborg er bremset op. Alligevel bygger kommunen stadig tæt og højt - og i hastigt tempo. Nogle steder så intenst, at beboerne flygter ud af de nye lejligheder.

Ruth Isgaard og hendes mand betaler 500 kroner oven i huslejen hver måned for at have udsigt over kirketårne, Aalborgtårnet og Kildeparken fra deres lejlighed på Godsbanen i Aalborg.

Alligevel bygges der nu et nyt højt lejlighedskompleks og et hotel foran deres lejlighed.

- Det går stærkt. Skoven og Aalborgtårnet er allerede ved at være væk for os. Det er er ærgerligt, bare fordi der skal bygges så tæt og højt. Det ligger meget sammenpresset. Når vi sidder ude på terrassen, kan alle kigge ind. Vi og andre her i blokken har klaget, men der er ikke noget at gøre. Det er kommunen, der bestemmer, hvor meget og hvad der må bygges, siger Ruth Isgaard.

Ekspert ønsker sig mere kvalitet

En ekspert kan godt se problemet - både fra beboernes og kommunens side.

- Som arkitekt ville jeg godt have set lidt større kvalitet i det her, men der er selvfølgelig også økonomi på spil. Man kan også sige, at man må vænne sig til, at det bliver tæt og højt, når der bygges nær bycentrum. Man kan jo flytte et andet sted hen, hvis man ikke kan vænne sig til det, siger Claus Kristensen, associeret professor i Arkitektur og Design på Aalborg Universitet.

Det er alt for tæt. Man kan næsten ikke trække vejret.

Ruth Isgaard

Ruth Isgaard og hendes mand kan ikke vænne sig til at bo på Godsbanen.

- Det er alt, alt for tæt. Man kan næsten ikke trække vejret, siger hun.

Folk flytter fra Godsbanen

Isgaard-parret har boet i samme bygning på Godsbanen i fem år. Først i én lejlighed, som de flyttede ud af, da der blev bygget tæt, og genboerne sad og vinkede til dem. Og nu i anden, hvor samme problem er ved at gøre sig gældende igen.

- Derfor flytter vi helt væk fra Godsbanen, siger Ruth Isgaard.

Boligblokken, som Isgaard-parret bor i på Godsbanen, har 35 lejemål - allesammen familieboliger. Tal fra boligselskabet Alabu viser, at 25 husstande er flyttet fra stedet de seneste fem år.

Flere små byggerier, ikke store projekter

Den vilde vækst i folketallet i selve byen Aalborg er bremset op. Nok bor der flere og flere i Aalborg for hvert år, men tilvæksten er aftagende. For fire år siden var den årlige tilvækst på 1.699 borgere. Sidste år var tilvæksten nede på 777.

Samtidig er salget af ejerlejligheder styrtdykket i Aalborg sammenlignet med sidste år. Det viser nye tal fra Boligsiden.dk. Her markerer Aalborg sig som den kommune med det største fald - i alt 31,6 procent - i tredje kvartal 2018 sammenlignet med tredje kvartal 2017.

Byggeriet inde i selve Aalborg ser dog ikke ud til at være bremset samtidig med, at tilvæksten af borgere daler. Den slags udsving kan det ifølge arkitektprofessoren godt være svært at tage højde for.

- Måske skulle kommunen have bremset op med at bygge, men de kan også være nødt til at fortsætte, så der ikke bliver synlige huller i et byggeprojekt. Løsningen kan måske være, at man bygger mere i etaper og så afslutter hver enkelt etape ordentligt - i stedet for at bygge i store projekter. Så kan man stoppe op undervejs, siger Claus Eriksen.

Han understreger, at Godsbanen ikke er det værste nybyggeri i Aalborg.

- Stedet har mange kvaliteter, men man kunne godt have ønsket sig lidt mere variation. Et slemt eksempel er Nyhavnsgade, som er rigtig træls at kigge på. Her er bygget helt tæt på den ene side. Det er trist og tæt, ligesom der også er tæt på Eternitgrunden, siger Claus Eriksen.

Borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen (S), svarer på kritikken i TV2 Nords studie. 

Nordjyske borgmestre raser over CO2-afgift på fiskeri

Foto: Daniel Mikkelsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

De appellerer til handling fra regeringens side, der skal sikre, at fiskerierhvervet ikke bliver truet på sin eksistens.

Ved årsskiftet træder en ny afgift i kraft.

Det kommer nemlig til at koste lidt mere end to kroner ekstra per liter at tanke sin fiskekutter med diesel. Det er en såkaldt CO2-afgift.

Problemet er bare, at fiskeriforeningen forudser, at cirka 45 procent af landets mellemstore kuttere bliver ulønsomme. Og det får nu seks nordjyske borgmestre til at gå i kamp for det erhverv, der er så vigtigt for så mange heroppe i Nordjylland. I et åbent brev opfordrer de regeringen til at udskyde afgiften.

- Vi vil på det kraftigste opfordre til, at CO2-afgiften udskydes, afbalanceres i en tæt dialog mellem statslige myndigheder, erhverv og kommuner – og ikke blot hastes igennem for at kunne demonstrere en national handlekraft, lyder det blandt andet i brevet.

De mener, det er risikabelt for Danmark at gå enegang med en CO2-afgift på fiskeriet, som kan ende med at lukke erhvervet lokalt i Danmark.

Fiskeriet er et afgørende erhverv

PÅ TV2 Nord har vi dækket sagen. En fisker har udtalt, at han overvejer at tanke sin kutter og sælge sine fisk i Sverige, og på havnen i Hirtshals frygter en lokal virksomhed for sin fremtid. For det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv.

Tonen i det åbne brev er ikke til at tage fejl af. Den er hård.

- De nordjyske fiskerihavne er helt dominerende i dansk fiskeri, og samtidig meget afgørende for både de lokale kystsamfund og de kommunale økonomier. Vi kan ikke stiltiende se til, at fiskerierhvervet tvinges i knæ med en tilsyneladende unuanceret CO2-afgift, står der blandt andet.

Brevet er underskrevet af Søren Smalbro (V), borgmester i Hjørring Kommune, Karsten Thomsen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), borgmester i Thisted Kommune, Tobias Johansen (V), borgmester i Læsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune og Anne-Mette Ulstrup (DF), viceborgmester i Jammerbugt Kommune. Sammen udgør de Nordjysk Fiskerikommunenetværk.

Se hele brevet her

Åbent brev til minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen

De nordjyske fiskerihavne er helt dominerende i dansk fiskeri, og samtidig meget afgørende for både de lokale kystsamfund og de kommunale økonomier. Vi kan ikke stiltiende se til, at fiskerierhvervet tvinges i knæ med en tilsyneladende unuanceret CO2-afgift pr. 1. januar 2025.

Afgiften må uden tvivl udskydes, afbalanceres og indfases i et tempo, som giver mening – dels ift. at finde den bedste løsning ift. klima og miljø, og dels ift. at behandle erhvervet med respekt og realisme.

Vi er ganske enkelt nødt til at indfase afgiften i et tempo, som står mål med tilgængelighed og lønsomhed ved andre relevante drivmidler – om det så måtte være biobrændstof, batteriteknologi eller andet.

Teknologien er ikke p.t. tilpasset, og i praksis vil vi med en særskilt dansk CO2-afgift presse fiskeriet i 2 mulige retninger – enten lukker en del af erhvervet ned, eller også flyttes en del af fiskeriet til udenlandske havne.

Og dermed kender vi alle udmærket resultatet – vi ender som samfund med at importere fiskeprodukter fra lande og havne, som på ingen måde bekymrer sig om hverken miljø eller klima.

Dermed har vi fat i kernen af et gammelkendt problem i dansk enegang på klimaområdet: Danmark ender med at være så meget på forkant, at vi blot skubber danske arbejdspladser og industriproduktion til andre lande.

Vi må på det skarpeste appellere til, at eksempelvis en CO2-afgift ikke indføres af Danmark alene – det må være en sag for hele EU. Vi kan ikke på den ene side have et fiskerierhverv, som er gennemreguleret i EU for blandt andet at tilsigte lige og fair konkurrencevilkår, og så samtidig indfase en afgift kun for dansk fiskeri, som vil gøre præcis det modsatte – at efterlade vores erhverv i en total ulige konkurrence.

Nuvel, den danske stat udtrykker at ville kompensere fiskerne gennem de første 5 år af afgiftsperioden; men når vi samtidig har grund til at tro, at der end ikke er styr på denne kompensationsordning, blandt andet af skattetekniske årsager, ja så er vi på ingen måde trygge ved den kommende ordnings introduktion i al hast.

Vi må gøre alt for, at Danmark ikke går enegang, men i stedet indfaser en afgift i samarbejde med alle øvrige EU-lande – alt andet er helt absurd. Danmark må ikke gå enegang på et så stærkt konkurrencepræget marked.

Husk endvidere på, at lige præcis fiskerierhvervet er af afgørende betydning for lokale og kommunale økonomier i de danske – og ikke mindst de nord- og vestjyske – landdistrikter. Her er det samtidig nærmest umuligt at erstatte fiskerierhvervet med andre produktions- eller videnserhverv.

Det er selvsagt kritisk, ikke mindst i lyset af, at stort set alle havnene har investeret massivt i moderne og udbygget infrastruktur, som i høj grad er tilpasset netop fiskeriet. I tilgift skaber en arbejdsplads til havs adskillige jobs i havnene og i de mange industri- og transportvirksomheder, som læner sig tæt opad fiskeriet.

Hele denne fiskeriklynge kan vi ikke, som borgmestre i det vestlige og nordlige Jylland, tillade bliver smadret. Fiskeriet er pr. definition yderst mobilt, når det handler om køb af brændstof og anløb af fremmede havne, og konsekvensen af den kommende afgift skubber naturligvis erhvervet væk fra Danmark.

Så enkelt er det!

Nyere fartøjer, billigere og mere tilgængelige biobrændstof- og batteriteknologier, bedre og mere energibesparende redskaber kombineret med en ret massiv nedgang i fiskeriet gennem mange år trækker alt sammen i retning af et mere bæredygtigt fiskeri – men særligt de førstnævnte indsatser kan ikke indføres over natten.

Det vil tage år, og det vil kræve forstående banker og kreditorer ift. fiskerierhvervet, som i forvejen har begrænset adgang til risikovillig kapital.

Endelig er vi ganske enkelt også skuffede over at se, at de selvsamme kommuner, som indiskutabelt bidrager allermest til Danmarks grønne omstilling via vindmøller og solceller, nu skal lide den tort også at betale for omstillingen med en nedgang i det for os afgørende fiskerierhverv.

Det kan ganske enkelt ikke passe, at vi betaler for den grønne omstilling på ALLE fronter, mens store dele af det øvrige Danmark kan læne sig komfortabelt tilbage. Vi kan ikke acceptere at blive straffet for vores indsats ved også at skulle afvikle det, som er afgørende for vores økonomiske sammenhængskraft, nemlig de arbejdspladser og den store værdi, som er knyttet til vores primære erhverv og produktionsvirksomheder.

Regnestykket er endda endnu sværere at godkende, når vi kan forudsige, at produktion og jobs i stedet blot rykker til udenlandske havne. Det er ikke klog grøn omstilling!

Vi vil på det kraftigste opfordre til, at CO2-afgiften udskydes, afbalanceres i en tæt dialog mellem statslige myndigheder, erhverv og kommuner – og ikke blot hastes igennem for at kunne demonstrere en national handlekraft.

Med venlig hilsen
Nordjysk Fiskerikommunenetværk

Søren Smalbro, Borgmester Hjørring Kommune & Formand for Nordjysk Fiskerikommune Netværk
Karsten Thomsen, Borgmester Frederikshavn Kommune
Niels Jørgen Pedersen, Borgmester Thisted Kommune
Tobias Johansen, Borgmester Læsø Kommune
Hans Ejner Bertelsen, Borgmester Morsø Kommune
Anne-Mette Ulstrup, Viceborgmester Jammerbugt Kommune


Galt eller genialt? Salon Sanne 'sparer' på strømmen

Foto: (Privatfoto)

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nyheden om den rekorddyre elpris har fået Sanne Sørensen til at lave lidt sjov med kunderne.

Herover kan du se et billede af en frisør, hvor det ligner hun har taget alle midler i brug for at spare på strømmen; hun har taget pandelampe på og blæser ind i en slukket føntørre med sin mund, mens en kunde sidder i frisørstolen.

Er den mon god nok? Er hun virkelig så vild efter at spare?

Nej. Godt nok er hun nordjyde og bevidst om priser, men det er altså bare for sjov. For hvis der er noget Sanne Sørensen kan lide, er det et godt grin i salonen.

- Ja, det er da en joke, griner Sanne Sørensen ind i telefonen.

- Vi skal da have lidt grin, også når det er lidt træls. Det skal ikke være så kedeligt det hele, siger hun til TV2 Nord denne torsdag eftermiddag, hvor elpriserne sætter ny Danmarksrekord.

Kunderne er med på lidt fis og ballade

De tilbagevendende høje elpriser har nemlig været et emne, der har været oppe at vende flere gange i salonen. Og da hendes datter her til morgen sad i stolen, blev de enige om, at det skulle der altså laves lidt fis med.

- Jeg har fået mange fine tilbagemeldinger fra folk, der synes, det er sjovt.

Men selvom det er gak og løjer, tænker hun da over, at prisen i dag er høj. For hun har en variabel elpris, og derfor er det netop denne eftermiddag, at strømmen er ekstra dyr.

- I salonen kan jeg jo ikke spare. Der skal tændes føntørrere og varmere til kunderne - men det er da nok ikke lige nu, jeg sætter en tøjvask over, siger hun med et stort grin og kommer med en anekdote fra salonen tidligere i dag:

- Jeg havde en herre i salonen, der gav mig og en anden kvindelig kunde et godt grin. For han mente ikke, jeg skulle bruge en masse el på at føntørre hendes hår helt tørt. Så mit opslag på Facebook har givet anledning til fis og ballade, og sådan kan jeg godt lide at have det her i salonen, siger hun.

Og hun er ikke den eneste, der laver lidt fis med dagens varme emne. Også ved Hanstholm Madbar laver de lidt sjov med elpriserne.


Store forskelle: Her topper og flopper Nordjylland

Foto: Boligsiden

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Salgspriserne i Nordjylland har taget et hop, men i 2024 var det - i hvert fald værdiforøgelsesmæssigt - bedre at eje en lejlighed end et hus.

Der er dårligt nyt til dem, der overvejer at træde ind på boligmarkedet. Priserne på både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse er nemlig steget.

Region Nordjyllands ejerlejligheder står på landsplan for den største stigning på 12,6 procent, hvilket er stik imod udviklingen i huspriserne, hvor stigningen er lavest i netop Nordjylland, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fra november 2023 til november 2024 er den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse steget med fem procent. Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris ligger på 17.671 kroner pr. kvadratmeter.

Nordjysk fordobling

Mens man i Region Hovedstaden kan juble over den største stigning på 6,2 procent, er der ikke grund til at juble helt så meget i Nordjylland, hvor priserne kun er steget 2,8 procent - den laveste stigning af alle regioner.

- 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Nordjylland er det nok ejerlejlighedsejerne, der er mest tilfredse med udviklingen. Salgsprisen er nemlig på landsplan steget med 6,2 procent, men i Region Nordjylland er prisen steget med hele 12,6 procent.


Nordjyde i anderledes rolle: Nomineret til en Golden Globe

Foto: TV2

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.

Dan Jakobsen er for mange kendt for sine roller som nisse i diverse julefilm, eller som Danmarks mindste mand.

Den lille mand har dog påtaget sig en anden mindre rolle i filmen 'The Girl With The Needle' (Pigen med nålen, red.).

- Jeg var faktisk i tvivl, om jeg ville sige ja til rollen, fordi jeg skulle nogle ting i filmen. Men efter snakke med andre og mange overvejelser, valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for, forklarer Dan Jakobsen.

- Man skal jo huske, at det er en rolle, man tager på sig, og at det ikke er personen, tilføjer han.

Rart med et mix

Filmen er inspireret af historien om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Den handler om den unge fabriksarbejder Karoline, som kæmper for at overleve i København efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun kvinden Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau. Her hjælper Dagmar mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

- Jeg kan godt lide at lave sådan noget, og jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere af den slags - altså noget anderledes, forklarer Dan Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide at spille nisse, men det er rart med et mix, så jeg kan blive bedre selv og udvikle mig gennem forskellige muligheder og roller, tilføjer han.

Dan Jakobsen fortæller dog, at han ikke nødvendigvis gider leve af det, men at han gerne vil lave flere film, som også er anderledes.

Hvad er Golden Globe?

Golden Globe Awards er en årlig prisuddeling, der afholdes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA) for at hylde vigtige film- og tv-produktioner og skuespillere. De første Golden Globe-priser blev uddelt i 1943, og siden da har prisuddelingen været en af de mest prestigefyldte i verden.

Golden Globe Awards uddeles i forskellige kategorier som bedste film, bedste tv-serie, bedste skuespiller og skuespillerinde. Der er også separate kategorier for komedier og musicals samt for forskellige genrer som drama, komedie og animation.

En jury bestående af medlemmer af Hollywood Foreign Press Association vælger vinderne af Golden Globe Awards. Medlemmerne af HFPA er journalister, der rapporterer om den amerikanske filmindustri til udenlandske publikationer.

Kilde: Dfi.dk

Ydmyg nordjyde om stor pris

Filmen har allerede vundet flere forskellige priser, og nu er den også nomineret til en såkaldt 'Golden Globe' i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

- Det er meget fornemt, men nu har jeg ikke verdens største rolle, så takken skal sendes videre til dem med større roller end mig, og dem omkring filmen. Men det er da et godt udstillingsvindue for mig, filmen og dansk film, lyder det fra den ydmyge nordjyde.

Selv opdagede Dan Jakobsen først nomineringen, da andre omkring filmen begyndte at dele opslag omkring det på sociale medier. Han tænker, det nok bliver samme måde, han finder ud af, om filmen vinder.

- Hvis jeg husker det, følger jeg med, men jeg ved slet ikke, om man kan se det live. Hvis man kan, må jeg se, om det lige passer, ellers holder jeg øje med det efterfølgende. Jeg skal nok finde ud af det, tænker jeg, griner Dan Jakobsen.

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.


Det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv, at der til nytår indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet.

- Jeg frygter, at nogle af vores kunder ikke har økonomien til at fortsætte på den måde.

Sådan lyder det fra Morten Mikkelsen, der er afdelingsdirektør i Entech Marine i Hirtshals. For når der indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet til nytår, anslår Fiskeriforeningen at 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer er i fare for at forsvinde.

Og det er skidt nyt for Entech Marine, der blandt andet servicerer motorerne ombord på fiskerifartøjerne. Som følgeerhverv til fiskeriet har en kommende CO2-afgift også betydning for dem.

- Vi ved jo, at mange af fiskerne - vores kunder - er pressede i forhold til deres kvoter og økonomien i forvejen. Og en yderligere udgift for dem, vil have store følger for os. Vi vil jo miste kunder, frygter afdelingsdirektøren.

I Hirtshals Service Group, der repræsenterer blandt andre Entech Marine og en række andre følgeerhverv, er der også dybe panderynker over den nye CO2-afgift.

- Når jeg hører, at der er fiskeskippere rundt omkring, som tænker at sælge deres båd, fordi de ikke har råd, ved jeg godt, at så mister vi kunder i vores servicegruppe. Og det betyder, at nogle af de kunder, de har haft i mange år, måske simpelthen siger 'Stop! Nu kan vi ikke mere', siger Per Christensen, bestyrelsesformand i Hirtshals Service Group.

Det er ikke kun skidt for de virksomheder, der har adresse på havnen i Hirtshals. Det er skidt for hele byen, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange arbejdspladser det er. Morten har 35 ansat. Så har han måske ligeså mange underleverandører af elektrikere, tømrere og malere, der kommer ind på pladsen her. Og når det går udover dem, begynder det også at gå ud over byen, så jeg tør ikke sætte et tal på, siger Per Christiansen.

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Konsekvenser kan ses om seks måneder

CO2-afgiften betyder, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner. Fiskeriforeningen anslår, at det vil gøre 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer u-lønsomme på grund af afgiften.

Og det får Morten Mikkelsen til at frygte, at det kan få betydning for de 35 medarbejdere, han har ansat i Entech Marine.

- Jeg frygter selvfølgelig, at vi bliver nødt til at reducere i flokken, hvis vi mister kunder. Så det er en katastrofe, siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen, og fortsætter:

- Fiskerne er seje, de vil kæmpe, så længe de kan. Men midt på året (2025, red.) tænker jeg, der kunne være nogle problemer i det.

Men kan I ikke bare servicere andre fartøjer end dem i fiskeriet?

- Vi servicerer alle typer skibe, men fiskeriet er en stor del af det.

Per Christiansen, er det ikke fair nok, at vi alle skal bidrage til den grønne omstilling?

- Jeg tror da helt bestemt, at vi alle sammen gerne vil den grønne omstilling. Men der er nogen, der ikke har fundet ud af, at det koster rigtig mange penge at blive grøn. Og når vi ikke har noget alternativ til det brændsel, vi bruger i dag, så synes jeg ikke, der er fair, at man bare lægger afgifter ovenpå. For jeg tror ikke på, at CO2'en forsvinder, fordi vi får afgifter.

- Vi har nemlig ingen alternativer til den brændstoftype, vi bruger. Og det er jo der, problemet er. Der er ingen alternativer. Det duer ikke.