Der er behov for flere parkeringspladser ved det nye sygehus
Foto: TV2 Nord
Der er ikke nok parkeringspladser ved det nye sygehus. Der mangler omkring 600, og de bliver måske betalingspladser.
Der er tre år til, at det nye supersygehus i Aalborg skal tage i mod patienter.
Alligevel har de i Region Nordjylland nu fundet ud af, at der kommer til at mangle parkeringspladser til patienter, pårørende, ansatte og andre besøgende.
- Den gang det blev fastlagt, hvor mange parkeringspladser, der skulle være ved det nye supersygehus, var det før, at blandt andet en sundhedsvidenskabeligafdeling af Aalborg Universitet skulle placeres ved sygehuset, siger regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).
Derfor ser det nu ud til, at der vil komme mere trafik omkring det nye supersygehus, hvor flere mennesker vil få deres daglig gang i og omkring sygehuset i Aalborg Øst og dermed flere mennesker, der skal parkere deres biler.
- Det vi diskuterer lige nu er 600 nye parkeringspladser og her vil et parkeringshus vil være det bedste, fordi det vil give flest pladser på mindst plads, siger Ulla Astman (S).
Etableringen af de 600 nye parkeringspladser vil ifølge Ulla Astman koste i nærheden af 75-100 millioner kroner. Penge som der lige nu ikke er at finde i Region Nordjyllands tegnebog.
- I sådan et tilfælde kan det godt være, at der skal andre parter ind til at drive parkeringen. Skal man ud i de løsninger, skal man drøfte, om der skal være betaling på parkeringen, men der er ikke truffet beslutning endnu. Vi vil hellere betale for mursten til patienter end til biler, siger Ulla Astman (S).
Skulle det alligevel komme til, at der kommer betaling på parkeringen ved det nye supersygehus, så håber Ulla Astman på, at det kan være muligt at lave en løsning, hvor patienterne ikke skal betale for at parkere på sygehusets parkeringspladser. Pårørende kan dog ikke være sikker på, at de ikke skal betale for at besøge patienter på sygehuset.
Er du klar til at tage de tæsk, der eventuelt måtte komme fra pårørende, som er utilfredse med, at de nu måske skal betale for parkering ved sygehuset?
- Ja, det må jeg nok sige. Har man bil, så må man påregne, at der følger udgifter med. I Region Midtjylland betaler de pårørende selv for parkering nu, siger Ulla Astman (S).