Der er en sportsgren til alle
Unge handicappede prøvede idag kræfter med masser af forskellige sportsgrene
Budskabet til ”Parasportens Dag” er, at der er en sportsgren til alle. Uanset handicap.
28 unge handicappede satte lørdag hinanden stævne i Tornhøjhallen i Aalborg til ”Parasportens Dag”.
Et arrangement, hvor de unge kunne vise deres sportsgrene frem og prøve nye af.
- Parasportens Dag er et arrangement, hvor vi prøver at synliggøre, at der faktisk er en sportsgren til alle. Uanset handicap, forklarer Grethe Schøler Pedersen, der er idrætskonsulent i Parasport Danmark og henviser til, at bare ti procent af Danmarks handicappede faktisk dyrker en idrætsgren.
Blandt deltagerne i dagens arrangement er 13-årige Kristine Hagen Jakobsen. Hun dyrker sportsgrenen racerunning, hvor man løber på en bane siddende på en stor trehjulet cykel.
Den unge pige fra Hobro er født spastiker, men ikke desto mindre er hun U-14 verdensmester i sportsgrenen, hvor hun også har en aktuelle verdensrekord på 100 meter.
- Jeg kan godt lide at bevæge mig ligesom andre, der ikke har et handicap. Og så kan jeg godt lide konkurrenceelementet, lyder det fra den unge atlet, der er glad for at deltage i Parasportens Dag i Aalborg.
Under arrangementet kan deltagerne prøve alt fra Goalball, over skisport og bordtennis til hockey og badminton.
- Uanset, hvad man slås med af handicap, er der noget, man kan. Selv de allerhårdest fysisk handicappede kan motionere og møde kammerater gennem sporten, slutter Grethe Schøler Pedersen af.