Det sker der med de druknede biler: Folk bliver mere overrasket ved storm
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det kan blive dyrt, hvis bilen kommer til at stå under meget vand.
Der ligger i disse dage godt med vand rundt omkring i det nordjyske, og torsdag giver det kombineret med vind, forhøjet vandstand mange steder.
En af de steder, som oftest bliver hårdt ramt med oversvømmelser, er ved Kulturbroen i Aalborg. Her bliver der - når der er forhøjet vandstand - ofte fanget biler i oversvømmelserne.
Torsdag morgen kunne TV2 Nords udsendte se en bil på stedet, så denne gang har mange lyttet til varslet om forhøjet vandstand. Torsdag er den omtrent 1,2-1,3 meter over normal vandstand.
- Hvis det kommer op til motorrummet og kommer meget vand ind til motoren, er det naturligvis ikke godt. Vand og teknik er ikke nogen god kombination, så det er omfattende skader, der kan komme, siger Anette Bjørn Juncher.
Hun er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.
DMI varsel om forhøjet vandstand: https://t.co/7kpLEKVvuL pic.twitter.com/MnwihowTPO
— DMI (@dmidk) January 25, 2024
Det er netop dem, som ofte er ude at hjælpe med at redde eller flytte bilen, når den er fanget i vandmasserne.
Vagtcentralchefen er ikke hende, der ved mest om, hvordan bilerne bliver ramt ved at stå under vand, men hun kan fortælle lidt generelle ting om det.
Til gengæld kan hun - på de druknede bilers vegne - glæde sig over nordjyderne tilsyneladende har fulgt vejrudsigten:
- Folk er ikke blevet så overrasket denne gang. Hovedparten har hørt det i medierne, hvor det har været meldt proaktivt ud. Typisk bliver folk mere overrasket ved en storm, hvor vandstanden stiger mere, end man forventer, fortæller Anette Bjørn Juncher.
Er det muligt at køre i bilen efter?
- Det ved jeg ikke nok om. Men vi kører dem direkte på værkstedet, når vi har hentet dem.
Aalborg er ikke det eneste sted, hvor vandet har stået højt i denne tid. Beredskabsstyrelsen har natten igennem - og siden i mandags - arbejdet på, at Elling Å ikke skulle gå for meget over sine breder.