Nu er efterforskningen afsluttet: Det ved vi om branden på Løvvangskolen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er godt og vel to måneder siden, at Løvvangskolen i Nørresundby brændte ned.
Siden da har Nordjyllands Politi efterforsket sagen, men nu er efterforskningen afsluttet.
Det blev tidligere meldt ud, at det ikke var muligt at lave brandtekniske undersøgelser. Derfor er det ikke muligt for politiet at klarelægge en endelig brandårsag.
- Omstændighederne på brandstedet gør, at det ikke er muligt for Nordjyllands Politi at konkludere noget omkring brandårsagen. Da efterefterforskningen nu er endeligt afsluttet, så kommer vi ikke en brandårsag nærmere, fastslår efterforskningsleder og politikommissær Carsten Straszek.
Her var seneste status på branden:
Intet tyder på at branden er påsat
Som en del af politiets efterforskningsskridt i forbindelse med sagen har man også grundigt undersøgt, hvorvidt branden kunne være blevet påsat. Dette er dog ikke tilfældet ifølge politiet.
- Vi har ikke, i løbet af vores efterforskning, fundet beviser, oplysninger eller videomateriale der gør, at vi kan konkludere, at der er tale om en påsat brand, påpeger Carsten Straszek.
Brandårsagen er dog ikke blevet endeligt fastlagt, understreger politiet igen.
Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har afsluttet sit arbejde med den juridiske vurdering af politiets efterforskning, og har sluttet sagen.