Digitalt spørgeskema giver patienter mere frihed
Thorkild Christensen lider af epilepsi og har ofte skulle på hospitalet for kontrol, inden epilepsiambulatoriet begyndte på det digitale spørgeskema.
På epilepsiambulatoriet på Aalborg Universitetshospital har de indført en ny konsultationsmetode, så patienterne skal til færre kontroller.
Det kan være omstændigt at skulle til kontrol på hospitalet, hvis man lider af en kronisk sygdom.
Men på epilepsiambulatoriet på Aalborg Universitetshospital har en ny konsultationsmetode bevirket, at patienterne ikke skal til kontrol ligeså ofte. De udfylder i stedet et spørgeskema hjemmefra.
- Det er jo et kæmpe plus for mig, idet jeg har min egen virksomhed, jeg skal have til at trille rundt, siger Thorkild Christensen, der lider af epilepsi og ofte har skullet på hospitalet for kontrol.
Med den nye ordning får Thorkild Christensen tilsendt et spørgeskema, hvor han skal svare på spørgsmål om sit helbred. Og det gør, at svarene bliver mere velovervejede.
- I spørgeskemaformen, der kan jeg besvare, når det passer mig, så jeg føler, at jeg kan uddybe mine svar meget bedre, siger Thorkild Christensen.
Erstatter kontrol
Før Thorkild Christensen kom med i ordningen, skulle han til kontrol to-fire gange om året. Nu har han været med i halvandet år og har ikke været til kontrol, fordi han ikke har haft behov for det.
Besvarelserne af spørgeskemaet kommer ind til epilepsiambulatoriet på Aalborg Universitetshospital. Spørgeskemaerne gør det let at følge patientens udvikling, men der er flere fordele ved, at man som patient ikke sidder overfor en anden person.
- Det er egentlig ligesom et lyskryds. Grøn er rigtig godt. Gul kan være problematisk, og rød er et opmærksomhedspunkt. Samtidig er mange ting lettere at snakke om, hvis man har fået et spørgeskema først. For eksempel seksualitet – det kan være svært at bringe på banen, siger Karina Als, sygeplejerske på epilepsiambulatoriet.
Hospitalet ser fremtidsperspektiver i spørgeskemaer
Thorkild Christensen frygter ikke, at der er symptomer, der ikke bliver opdaget, selv om han ikke er til konsultation lige så tit.
- I skemaet er det anført, at hvis man ønsker det, er der mulighed for at få en konsultation. Det giver mig absolut ro i maven, siger Thorkild Christensen.
Du kommer ikke til at gå tilbage til den gamle ordning med konsultation på hospitalet?
- Nej, det her er fremtiden, siger Thorkild Christensen.
- For os er det vigtigste, at de er trygge ved det, og vi præsenterer det også som et frit valg. Jeg tror bestemt, det kommer til at køre fremover. Der er mere og mere fokus på patientrapporteret data, siger Karina Als.