Dobbelt containerbrand sprængte vinduer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Efter to containerbrande i nat er et mindre område spærret af, så politiet kan efterforske brandene.
Nordjyllands Beredskab var lidt før klokken fem i morges ude til en containerbrand på Borgergade i det centrale Aalborg. Mens beredskabet var i færd med at slukke branden, fik de besked fra to naboer om, at der også var brand i en container hos dem.
- Der var en endnu større brand hos dem i en større container, som står i et hjørne af baggården mod en ejendom, fortæller indsatsleder Niels Eltzholtz.
Branden var så varm, at ruder til kælderen, stueetage samt bagtrappe sprængtes.
- Det gav lidt røg i de to rum, men ellers er der ikke sket nævneværdig skade, siger indsatslederen.
Politiet har spærret området af for at efterforske de to containerbrande nærmere.