Dømt 10 år efter voldtægt af 13-årigt plejebarn
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det var tiltaltes ekskæreste, der fik sagen i retten, efter han valgte at dele historierne med hende i 2020. Nu har han valgt at anke dommen.
Torsdag blev den nu 36-årige tiltalte mand idømt 6 måneders ubetinget fængsel og dermed erklæret skyldig på flere overgreb af det dengang 13-14-årige plejebarn, som han delte adresse med i en landsby øst for Aalborg, hvor også overgrebene skulle have fundet sted.
Den tiltalte mands forældre var dermed plejeforældre til det forurettede plejebarn.
Det oplyser anklager Katrine Meldgaard til TV2 Nord.
Hvorfor der skulle gå så lang tid, før sagen kom for retten skyldes forurettedes tavhed. For det var ikke plejebarnet, som fik sagen i retten. Det var derimod tiltaltes ekskæreste, efter han valgte at dele historierne med hende i 2020.
- Det daværende plejebarn har aldrig fortalt det til nogen, da hun har været bange for at blive flyttet til et andet hjem eller, at hun ville virke utroværdig, siger anklageren, hvis påstand var, at tiltalte skulle idømmes ni måneders ubetinget fængsel.
Det var derfor en 10 år gammel hemmelighed, som det daværende plejebarn havde båret rundt på.
- Plejebarnet er ikke selv stået frem med sagen, så der var ikke belæg for et hævnmotiv. Fordi anmeldelsen kom sådan frem, lagde man i retten derfor også vægt på den høje troværdighed, hvor begge kvinder afgav samme forklaring, siger anklageren.
Tiltaltes ekskæreste var imidlertid i retten for at vidne imod manden for et tilfælde af vold, da han en nat i juni 2020, ifølge anklageskiftet, skulle have bidt hende hårdt i brystet. For det blev tiltalte dog frikendt.
Voldtægtssagen går tilbage til en periode fra juli 2013 til maj 2014, og det var altså her, at den dengang 27-årige mand begik overgreb mod pigen.
I retten var det daværende plejebarns plejemor og tiltaltes mor også vidner til støtte for tiltalte.
Manden har nægtet sig skyldig under hele retssagen, da han mener, at det aldrig skulle være sket. Også derfor valgte han at anke dommen øjeblikkeligt.