Dokkedal brænder endnu: 70 personer deltager i slukningsarbejdet

Det brænder stadig under jorden i Dokkedal. Mellem 60-70 personer arbejder med at slukke ulmerne i jordlagene.

Onsdag eftermiddag brød en mose ved Dokkedal i brand. Her på tredje døgn arbejder 60-70 personer fra Nordjyllandsberedskab, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet stadig med slukningsarbejdet. 

Der er styr på flammerne på overfladen, ligesom beredskabet også melder, at der er kontrol over branden, så den ikke længere spreder sig geografisk. Der er dog stadig brand i jordlagene i mosen, og det er det, beredskabet nu kæmper med at få slukket. 

- Vi har spyd, der indeholder en blanding af vand og skumvæske. Ved at stikke spyddet med væsken ned i jorden, kan vi slukke ulmerne dernede, siger indsatsleder Dorthe Krogh. 

De ulmende jordlag skal slukkes, da branden ellers kan bryde ud på overfladen igen. Det er en drone med et termisk kamera, der afslører, hvor i mosen der stadig er brug for en indsats. 

- Det er i de områder, hvor vi stadig kan se, at temperaturen er meget høj, som vi går efter at få slukket, siger Dorthe Krogh. 

Beredskabet kommer til at arbejde ved Dokkedal nogle dage endnu. Indtil videre er planen at blive der til mandag. 

Der har været drøn på hos Nordjyllands Beredskab, der frygter, at lørdagen kan blive rigtig travl.

Seneste nyt

fra Nordjylland