Drilsk spækhugger leger gemmeleg med nordjyderne

Der er tvivl om, hvorvidt spækhuggeren stadig er i Limfjorden ved Hals.

Fredag fik Hals fint besøg, da en spækhugger svømmede rundt i Limfjorden.

Men lørdag var spækhuggeren noget mere drilsk. I løbet af morgentimerne besluttede den sig nemlig for at lege gemmeleg med nordjyderne, og det resulterede i, at flere natureksperter formodede, at den var svømmet væk igen.

Men det skulle vise sig at være en fejltagelse. Pludselig blev den mørke rygfinne igen set i den nordjyske fjord.

- Jeg så den med mine egne øjne klokken 7.30 lørdag morgen. Så jeg gætter på, den stadig er der, siger Ivar Høst, der er Vildtkonsulent hos Naturstyrelsen. 

TV2 Nords fotograf fik fornøjelsen af spækhuggeren fredag aften.
TV2 Nords fotograf fik fornøjelsen af spækhuggeren fredag aften.
Foto: Christian French / TV2 Nord

Muligvis syg

I de seneste år har spækhuggere flere gange fundet vej til de nordjyske farvande, og selvom det er til stor begejstring for mange nordjyder, så er det unormal adfærd, at den søger til så lavt vand, fortæller Ivar Høst.

- Det kan være fordi, den har det skidt og har brug for at trække vejret med jævne mellemrum. Og så er der ikke så langt for den til overfladen, siger han.

Sidste år blev der flere gange set spækhuggere ud for Skagens kyst, og i november sidste år kom en spækhugger ind på lavt vand ud for Haslevgaarde Strand mellem Øster Hurup og Als. Ifølge Ivar Høst kan det være den samme.

quote Når jeg kigger på billeder, kan det godt ligne den samme

Ivar Høst

Voksne spækhuggere kan blive op til ni meter lange og veje op til ni tons. Hunnerne kan blive helt op til 90 år gamle. Og at det lige netop er Nordjylland, den vælger at svømme til, er ikke helt tilfældigt.

- Der er mange sildestimer på vej ind i Limfjorden i øjeblikket, og det kan godt være, at den vælger at følge efter dem, siger Ivar Høst.

Spækhuggeren er ifølge Naturhistorisk Museum den største delfin, der findes. Den lever i alle verdens have og spiser i gennemsnit 250 kilo mad om dagen.

Hør hele interviewet med vildtkonsulent Ivar Høst:


Seneste nyt

fra Nordjylland