Drøn på Nibe Festival: Unge fravælger musik for at feste løs i campen
Der kastes håndtegn og festes løs på Nibe Festival.
- Stemningen er fucking fed, lyder det.
Så er det blevet sidstedagen for festlighederne på Nibe Festival. Fredag kunne folk opleve store kunstnernavne som Tobias Rahim, OneRepublic og Artigeardit på Stor Scene i Skalskoven.
Fra morgenstunden kunne TV2 Nords reporter konstatere, at opvarmningen til koncerterne startede tidligt ud. Altså for dem der havde tænkt sig at høre musik.
Video: Få et indblik i, hvordan dagen starter ud på Nibe Festival
- Vi skal lige i gang, ellers er det to fingre i halsen, og så kører vi igen, lød det fra Rebecca Verners, der er festivalgæst og bor i Camp Øst.
Flere gæster tilkendegav, at de blot havde fået to-tre timer søvn. Trods det var humøret højt i camp-området, da det blev eftermiddag og aften. Selvom Nibe Festival har sat sig i selen for at tiltrække flere af de hotteste musiknavne, så havde flere unge dog slet ikke travlt med at komme ned på festivalpladsen.
- Det er fucking fedt. Vi er bare i fuld gang.
- Stemningen er alt for god herovre. Det er alt for sjovt at være i campen.
Sådan lød det henholdsvis fra festivalsgæsterne Anna Laura Thomsen og Signe From Koop, inden de afslørede, hvilke ting man bare må have med på festival.
Det er den tidligere karnevalskonge, Kato, der lukker festen på Stor Scene lørdag klokken 01:30.