Druk, hor og købmandskab: Nyt teaterstykke om aalborgensisk rigmand
Martin Schwab har instrueret det nye teaterstykke om Jens Bangs liv.
I år fylder Jens Bangs Stenhus 400 år, og i den anledning har Aalborg Slotsteater lavet en forestilling om Jens Bangs farverige liv.
Jens Bangs Stenhus betragtes i dag som et af Nordeuropas fornemmeste renæssancehuse. Huset blev opført i 1624, og har i år 400 års jubilæum. Derfor har Aalborg Slotsteater lavet forestillingen 'Stenhuset', om den ikoniske bygning og dens ejer.
- Forestillingen handler om en mand, som vil sit eget, og som ikke har travlt med at skulle passe ind og gøre alle de rigtige ting. Han har et mål, og han går efter guldet, siger Allan Helge Jensen, der spiller rollen som Jens Bang.
Jens Bang opførte stenhuset som en kommentar til borgerskabet, idet huset var så stort, at det var det første besøgende så, når de ankom til Aalborg.
- Det er helt vildt flot. Det ligner nærmest et slot, og han var jo ikke adelig, pointerer Allan Helge Jensen.
Jeg synes, det er interessant at se på, hvad det er for nogle relationer, vi har. Hvad er det, vi gør ved hinanden? Er det så meget anderledes i 1600-tallet i forhold til i dag?
Martin Schwab, instruktør, 'Stenhuset'
Relationer i fokus
I dag er det 400 år siden, Jens Bang opførte sit Stenhus. Meget har ændret sig siden da, men ifølge instruktøren, er der også meget, der forbliver uændret.
- Jeg synes, det er interessant at se på, hvad det er for nogle relationer, vi har. Hvad er det, vi gør ved hinanden? Er det så meget anderledes i 1600-tallet i forhold til i dag? – Jeg tror, det har været lidt det samme, siger instruktør Martin Schwab.
Dertil er Allan Helge Jensen enig.
- Det er en almenmenneskelig historie om en mand, som vover noget. Han møder en kvinde, som han elsker over alt på jorden og lever et liv, hvor han kæmper nogle kampe og ender i nogle konflikter, siger hovedrolleindehaveren.
Stenhuset bygger frit på de historiske fakta med plads til de universelle budskaber om kærlighed, loyalitet og integritet. I 1624 såvel som i 2024.
- Måske ville Jens Bang det for stort. Stykket viser, at dem du møder på din vej op, dem møder du også på din vej ned, siger Allan Helge Jensen
En helt særlig kulisse
Forestillingen opføres i intime og smukke omgivelser Aalborg Klosters have, og det er noget, de medvirkende nyder.
- På mange måder er det jo helt unikt. Det er jo ikke et sted, hvor folk i al almindelighed kommer ind i, så derfor er det meget særligt, at vi får lov til at gå rundt hernede i fire uger, siger Allan Helge Jensen.
- Det er jo nærmest sådan, at når du siger dine replikker, så runger det op for murene. Det er magisk, siger Allan Helge Jensen.
Teaterstykket har premiere 8. august og spiller frem til 18. august.