Dyrepasser i zoo: Malik og ungerne har det fantastisk

De to små isbjørneunger og deres mor stortrives - og Aalborg Zoos dyrepasser Frank Thomsen er så stolte af dem alle tre.

Dagen før, de to overlevende isbjørneunger i Aalborg Zoo kan fejre deres to første uger, er meldingen klar fra dyrepasser Frank Thomsen; "de har de fantastisk".

Vægten nærmer sig hastigt to kilo - og det er dermed noget mere end fødselsvægten på 500 gram.

- Vi er så stolte af dem og moren ikke mindst, fortæller Frank Thomsen, der i en årrække har haft ansvaret for netop ungernes mor, Malik.

Han kan ikke helt bestemme sig for, om ungerne nu har fået øjne eller det stadig er sorte sprækker, man kan se.

Ungerne er født med klør, og dem er de allerede godt i gang med at bruge - ikke mindst til at kravle op og ned ad deres mor.

- De bruger kløerne til at trække sig op til deres mor, så når man ser, Malik sidde på numsen, og ungerne kravler op ad hende, så er det kløerne og benene de bruger og træner, fortæller Frank Thomsen.

Han kan iøvrigt også afsløre, at det helt store hit blandt isbjørne, når det handler om mad; det er tomater.

- De elsker tomater, det er absolut Maliks yndligs - i det hele taget kan hun godt lide at spise grønt, siger dyrepasseren, som kigger ind til Malik og ungerne hver anden dag og giver dem frisk vand og mad.

HVAD ER DER SKET?

  • Natten til torsdag d. 5. december fødte hunnen Malik tre unger i sin hule i isbjørneanlægget.
     
  • De nyfødte unger og deres mor er lige nu i en særlig indrettet fødehule. Her vil de blive de næste to-tre måneder. TV2 Nord sender direkte, indtil Malik og ungerne forlader hulen.
     
  • Den ene af isbjørneungerne klarede den desværre ikke. Den døde fredag d. 6. december.
     
  • Malik har efterfølgende spist den døde unge.

Ungerne ammer ved Malik, og Malik har på det seneste fået lidt kosttilskud i form af rent fedt for at give hende lidt ekstra på sidebenene. Hun var nemlig ikke lige inden, ungerne kom til verden, helt oppe på sin kampvægt. Hun havde tilsyneladende forbrændt lidt for mange kalorier, og dem forsøger man nu at give hende så rigeligt af - på den grønne måde.

Følg isbjørneungerne direkte her (du kan spole to timer tilbage i videoen):

https://www.tv2nord.dk/aalborg/direkte-fra-isbjoernehulen-tre-isbjoerneunger-er-blevet-foerst-i-aalborg-zoo


Seneste nyt

fra Nordjylland