Clara dater Aalborg: Efter fire uger er dommen klar
Svenske, tyske, norske, spanske og danske stemmer samlet over en morgenmadsbuffet, mens nogle kiggede i guidebøger over Jylland gjorde udslaget.
Kan man forelske sig i en by?
Det har jeg i fire uger forsøgt at finde ud af. Og selvom forelskelse er et stort ord, vil jeg sige, at jeg godt forstår, når kunstnere, poeter og forfattere taler om en romance med en by. At man kan få en snert af forelskelsens glæde, nysgerrighed og varme i kroppen ved at bevæge sig rundt i et bybillede og gå på opdagelse i det.
Om serien:
Over fire uger dater TV2 Nords nye bylivsreporter Aalborg. Eksperimentet skal undersøge, om hun gennem klassiske date-aktiviteter kan forelske sig i byen. Serien er en opstart til nyt, spændende og inspirerende indhold om Aalborgs restauranter, butikker, cafeer og oplevelser.
For efter fire ugers intens opdagelsesrejse i Aalborg er det præcis sådan, jeg har det. Jeg glæder mig til at gå på dens gader, betragte de mange forskellige mennesker g lade mig opsluge af byens stemning. En stemning fuld af liv, men med det nordjyske tvist, som trækker det hele lidt ned på Jorden.
Og udover, at jeg har fået en stor kærlighed og værdsættelse for byen, har eksperimentet også åbnet mine øjne for de muligheder, det giver, hvis man har et godt forhold til det sted, man bor.
Inferno af forventning
Til min sidste date tjekkede jeg ind på Hotel Phønix på Vesterbro. Et hotel, der har eksisteret i mere end 100 år, og som huser gæster fra mange dele af verden. Spanien, Sverige, Norge, Tyskland, Danmark. Gæster, som kommer igen gang på gang, fordi de aktivt opsøger det, som Aalborg har at byde på.
Kultur, skønhed, gastronomi, musik, byliv, natteliv.
Over morgenmadsbuffeten samlede de mange sprog og dialekter sig til et positivt inferno af forventning og begejstring over dagen, der lå foran dem. På flere borde lå guidebøger over Jylland side om side med tallerknerne med æg og bacon, og der blev hyppigt slået op på udvalgte sider og snakket om seværdigheder.
Jeg sad alene, men stemningen smittede af på mig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg så frem til at bevæge mig ud i byen og finde ud af, hvad den ville byde mig af opdagelser og indtryk.
Og det er nok netop min største åbenbaring ved det her eksperiment. Glæden ved byen helt uden at det kræver andre menneskers selskab, for at jeg kan nyde den.
Ensom eller alene?
Flere og flere danskere bor alene. Og selv hvis man bor med en partner, kan man ikke være sikker på, at de altid har tid til at gå ud at spise. I biografen. Gå en tur ved vandet. Drikke et glas vin i solen.
Hvis ikke man har nogen at gå ud med, kan man nemt droppe det. Blive hjemme og sidde i sin egen boble. For det kan virke akavet og grænseoverskridende at gå ud alene. Men det behøver det slet ikke at være. Hvis man har et godt forhold til sin by og kan slappe af i dens selskab, så føles det ikke ensomt at være ene i den.
Over de seneste fire uger har jeg kunnet læne mig mere og mere tilbage i byens puls og jeg glæder mig til at opleve meget mere med den. Der er mange flere restauranter, jeg vil besøge, kultur jeg vil se, drinks jeg vil drikke, og det gør mig ikke så meget, om der ikke lige er andre, der kan gå ud. For jeg kan sagtens nyde byen og tænke Aalborg som min date for en aften. Og det er faktisk en rigtig god date.